Amins grund er under PFAS-mistanke - er bekymret for sine børns sundhed

Regionerne mistænker mere end 16.000 grunde på landsplan for at være forurenet med PFAS - men mange af husejerne ved ikke selv besked.

Indtil fredag var Amin Kimiaeifar uvidende om, at hans grund figurerer på en såkaldt mistankeliste, indtil TV2 Nord kontaktede ham.

- Jeg var lidt i chok. Jeg reagerede ved at undersøge det, og da jeg hørte om, at stofferne kan være kræftfremkaldende, blev jeg bekymret, fortæller han.

Amin Kimiaeifar bor med sin kone og to børn i Aalborg - i drømmehuset, som de byggede i 2021. Han husker, at der dengang blev taget jordprøver, som var uproblematiske. Derfor er Amin Kimiaeifar ikke klar over, hvad der kan ligge til årsag for mistanken.

Årsager til PFAS-forurening

Følgende virksomheder kan være årsag til forurening med PFAS på en grund: 

  • Losse- og fyldpladser

  • Forkromningsindustri

  • Brandøvelsespladser

  • Brancher relateret til brand

  • Træ- og møbelindustri

  • Kemisk industri

  • Jern- og metalvareindustri

  • Tæppeindustri

  • Malingsindustri

  • Gummi- og plastindustri

  • Tekstil- og læderindustri

  • Pap- og papirindustri

  • Renserier

  • Elektronikvirksomheder

  • Trykkerier

Kilde: Danske Regioner

PFAS stofferne er mistænkte for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

- Alt der udgør en risiko, især for mine børn, bekymrer mig, så jeg tager ingen chancer, før jeg ved mere, siger han, og tilføjer:

- Jeg har intet hørt fra kommunen eller regionen.

Det er også tilfældet for næsten 400 grundejere i Nordjylland. Det er nemlig først, når der foreligger en velbegrundet mistanke om, at der har været en fourenende aktivitet på en grund, at ejeren bliver kontaktet. 

Det fortæller Mads Duedahl (V), der er regionsrådsformand og formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima.

Skal man være bekymret, hvis man står på listen?

- Nej. Men jeg kan godt forstå, hvis folk er bekymrede. Det er ikke et akut problem, og man skal ikke gå i panik. Stofferne ophobes ikke i kroppen med det samme, men over tid kan det have helbredskonsekvenser.

Mads Duedahl mener dog, at det kræver en skærpet indsats

030223 Pfas emfj 5747

- Det er ikke så meget et individ-problem, som det er et samfundsproblem. Vi sætter ind så hurtigt og godt, som vi kan, men det kræver også, at vi har de resurcer, der skal til, og det må jeg indrømme, at det synes jeg ærligt talt ikke, vi har for tiden.

Hvis man er bekymret, er der hjælp at hente, siger Mads Duedahl og henviser til, at man kan gå ind på regionens hjemmeside og slå sin grund op, ligesom regionen vil være behjælpelig med mere information, hvis man kontakter dem. 

Indtil videre er Amin Kimiaeifars køkkenhaveprojekt i hvert i fald sat på pause.

030223 Pfas emfj 5752

- Vi ville egentlig specifikt i det område lave en køkkenhave med kartofler og andet, men efter informationen, som vi modtog i dag, må vi hellere være tålmodige, og få noget mere viden herom, fortæller han. 

Familiefaren regner dog med godt nyt, siden han ikke er blevet kontaktet.

- Jeg håber, der ikke er noget at bekymret sig over. Og hvis det er, at der ikke er tale om et stor forurening.

- Men jeg vil gerne vide det, og hvis der er en risiko, vil jeg ikke tage den af hensyn til mine børn.


Seneste nyt

fra Nordjylland