Kraftigt regn nærmer sig, men temperaturen topper i Nordjylland
Foto: Ditte Leere Hesselborg / Privatfoto
Et regnvejr skal passere landet i løbet af torsdagen. Stedvis kan det resultere i torden. Arkivfoto.
Stedvis kan der falde over 20 millimeter i løbet af dagen.
Efter mere end to uger med stort set tørvejr over Danmark, er det nu atter tid til at have regntøjet inden for rækkevidde.
Et kraftigt regnvejr skal nemlig i løbet af torsdagen passere landet. Lokalt kan det endda være med torden.
For mange haveejere og landmænd falder dagens regnvejr nok på et tørt sted, da en udbredt tørke lige så stille er kommet snigende over de sidste par uger.
Fra morgenstunden er det endnu tørt og solrigt mange steder, men over den sydlige del af Jylland er det så småt begyndt at regne.
Sådan rammer regnvejret time for time
Som morgenen og formiddagen skrider frem, bliver regnvejret efterhånden ret udbredt over de sydlige og østlige dele af landet.
Flere steder kan det blive ganske kraftigt, da der vil være indlejret tordenceller i selve regnvejret.
I den nordlige del af Jylland holder det fortsat tørt med en del sol til Vendsyssel.
Ud på eftermiddagen aftager regnvejret lidt i styrke, men vil fortsat ligge som et bredt bælte hen over det meste af landet.
Kun nord for Limfjorden ser det ud til at holde tørt hele eftermiddagen.
På TV 2 Vejrets radar kan du dagen igennem følge med i, hvor regnvejret befinder sig.
Temperaturen topper i dagens løb med 20 til 23 grader i Nordjylland. I resten af landet vil termometret vise op mellem 14 og 17 grader.
Lokalt over 20 millimeter
I aftentimerne er det så nordyderne, som kan se frem til en omgang regn, mens resten af landet kan glæde sig over en opklaring med nogen eller en del aftensol.
Inden dagen er omme, kan der mange steder være faldet op mellem 5 og 20 millimeter regn.
Mest forventes der at komme i det sydlige Danmark, hvor tordenbygerne først på dagen lokalt kan være med til at give over 20 millimeter regn.