Brugsuddeler frygter 450 meter høje møller vil ruinere hans butik

En mulig udvidelse af vindmølletestcenteret i Østerild skaber usikkerhed hos beboere i nabobyen Frøstrup.

450 meter høje testvindmøller kan blive beboerne i Frøstrup i Thys nye naboer.

Det sker efter, at et bredt flertal i Folketinget tidligere i februar valgte at pege på nabobyen Østerild som lokation for nye kæmpevindmøller. I Østerild er der allerede et testcenter for vindenergi med møller på op til 280 meter.

Men en udvidelse med møller på 450 meter kan komme til at betyde, at omkring 40 ejendomme skal eksproprieres, og at flere hundrede vil blive tvunget fra hus og hjem.

Og det vil få store konsekvenser for lokalområdet i Frøstrup, mener Mikael Vold Lassen, der er brugsuddeler Dagli’Brugsen.

- Det er absolut ikke optimisme, der præger hverken mig eller de kunder, jeg snakker med. Vi har jo prøvet det af to omgange. Første gang fjernede de 15 ejendomme, fortæller han og fortsætter:

- Og så lavede de en udvidelse mere, og så lovede man ikke at lave endnu en udvidelse, og nu kommer der så en tredje, som er fuldstændig sindssyg. Der er ikke nogen økonomi i det testcenter for brugsen.

Han frygter, at hans butik på den lange bane vil opleve en stor nedgang i omsætningen.

- Hvis politikerne får held med at ekspropriere Frøstruplejren, kommer vi til at miste kunder, for der ligger en stor del af vores omsætning. Vi vil miste omsætning så, understreger han.

gigamølle grafik
Foto: Colourbox + Grafik: Claus Klok, TV MIDTVEST

Vil følge konkurrencen

Politikerne har besluttet, at testcentret i Østerild kan udvides for at efterkomme vindindustriens ønske om at kunne følge med den internationale konkurrence.

- Jeg har fuld forståelse for, at den her beslutning medfører uro og usikkerhed hos dem, der bor i lokalområdet, siger minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), og tilføjer:

- Vi forsøger at tage det størst mulige hensyn. Vi har også lavet en aftale om at øge kompensationen til naboerne ganske betragteligt.

Folketinget har samtidigt vedtaget en lovændring, der i praksis betyder, at nogle af beboerne i området kan få tilbudt at blive boende, hvis de kan finde sig i støjgenerne fra de eventuelle nye møller.

Oprindeligt var der otte områder i spil, men nu er valget i første omgang faldet på Østerild.

Den endelig beslutning bliver dog tidligst vedtaget i 2026. 


Seneste nyt

fra Nordjylland