Kondomer og ubudne gæster har gjort Karens sommerhus berømt
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST
Karen Novak Knudsen bliver genkendt, efter der er skrevet flere artikler om hendes sommerhus.
Karen Novak Knudsen har Danmarks vel nok mest omtalte sommerhus i denne tid.
For sommerhuset i Thy har de seneste dage været genstand for megen debat.
Hun har fortalt om, hvordan hun har fundet blandt andet kondompakker og nye håndklæder i huset, efter det egentlig burde have stået tomt.
Karen Novak Knudsen bor uden for Aarhus, hvor hun også arbejder som lærer. Og da der var en gæsteunderviser på besøg, genkendte han hende med det samme.
- ”Er det ikke dig med sommerhuset?” Øh, jo. Det er lidt vildt, synes jeg.
- Folk siger, at det er en ret spooky historie. Det er lidt uhyggeligt, at man kan komme op, og at nogen har brugt stedet, siger Karen Novak Knudsen.
Politiet er på sagen
For i løbet af efteråret har hun set, hvordan temperaturen nogle gange er steget i huset, selvom det ikke var lejet ud.
Brændeovnen har nemlig været i gang. Der er også forsvundet brænde, øl, et tæppe og en pyntepude.
Og så er en låge til brændeovnen blevet ødelagt, og der er kommet mindre brændemærker i trægulvet.
Egentlig havde hun ikke tænkt sig at anmelde det til politiet.
Men nu har hun alligevel ombestemt sig og anmeldt det til politiet, efter politiet selv opfordrede til det og havde et ønske om, det blev anmeldt.
- De ringede så tilbage efter og sagde, at jeg nok ikke skulle regne med, at de fandt den person, der havde gjort det. Det havde jeg absolut heller ikke regnet med, og det var også derfor, jeg ikke havde anmeldt det i første omgang, siger Karen Novak Knudsen.
Ikke rigtig noget at gå videre med
Anmeldelsen skete klokken 14.05 tirsdag. Det bekræfter lokalpolitiet i Thisted over for TV MIDTVEST.
Her lægger man op til, at der lige nu ikke er så meget at gøre for politiet, fordi sagerne ligger noget tilbage i tiden.
- Vi har ikke fået flere anmeldelser, så der er ikke rigtig noget at gå videre med.
- Hvis der skulle være nogle umiddelbare spor, er det bedre, jo friskere de er, siger politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted Henrik Jensen.
Hvad ville de egentlig?
Karen Novak Knudsen kan sagtens forstå det.
Og hun regner da heller ikke umiddelbart med, at den eller de ubudne gæster bliver fundet. Selvom hun da gerne vil vide, hvorfor der egentlig har været en eller flere fremmede i hendes sommerhus.
- Det er lidt en gåde, hvad de egentlig vil. Det er lidt mærkeligt, og det er det, jeg bruger mest tankevirksomhed på. Hvad var det egentlig de ville? siger Karen Novak Knudsen.
Nu må det være slut
Uanset hvad har besøgene betydet noget for hende. Nu er hun færdig med at have nøglen i den nøgleboks, som hendes tidligere udlejningsbureau har sat op.
Karen Novak Knudsen er overbevist om, gæsten eller gæsterne har fået fat nøglen i boksen og har låst sig ind. Så nøglen er fjernet, låsene er skiftet ud, og fredag henter hun så de nye nøgler.
Nu håber hun bare på, hun kan sige endegyldigt farvel til ubudne gæster.
- Jeg tænker, det må være slut nu, siger hun.