Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Da Michael Grambye smed uniformen, fik familien råd til at købe deres hus

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Michael Grambye har arbejdet i Forsvaret i 11 år. Men for fire år siden droppede han uniformen til fordel for en markant lønstigning.

Michael Grambye drømte om et hus og flere oplevelser med familien, der ikke bestod af en gratis skovtur.

Michael Grambye har et billede fra dengang i 2009, hvor han var helt grøn i Forsvaret. Bogstaveligt talt. Han havde grøn sløringsfarve i ansigtet, men havde glemt at dække halsen.

- Dengang tænkte jeg, at der skulle jeg være for evigt. Det var lige mig, fortæller han.

Sådan gik det ikke. Selvom Michael Grambye var glad for arbejdsopgaverne og kammeratskabet, så forlængede han ikke sin kontrakt som 35-årig.

Det skyldtes i høj grad lønnen, fortæller han fra sit hjem i Ellidshøj lidt syd for Aalborg. 

- Vi havde fået to børn, og jeg kunne godt se, at nu skulle pengene også komme ind, siger han.

På den sidste lønseddel fra Forsvaret fra 2019 fremgår det, at han som overkonstabel af 1. grad fik udbetalt 13.864,40 kroner efter skat.

Jeg var på øvelse i 152 dage det år, hun blev født. Jeg så ikke, at hun begyndte at gå

Michael Grambye, tidligere overkonstabel af 1. grad

Det var så lidt, at familien var nødt til at bo til leje, og der var ikke mange penge til familieudflugter, når han var hjemme fra øvelse, fortæller han.

Forsvaret har i øjeblikket store udfordringer med rekruttering og fastholdelse, som TV 2 og andre medier har beskrevet. Michael Grambye er en af de soldater, der har forladt Forsvaret til fordel for en lønforhøjelse. Han fortæller her hvorfor.

Øvelser og afsavn

I 2014 blev Michael Grambye far første gang, da han fik en lille datter. Imens hans kone var på barsel, var han selv på en del øvelser.

- Jeg var på øvelse i 152 dage det år, hun blev født. Jeg så ikke, at hun begyndte at gå, fortæller han.

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Da han kom hjem en dag, stavrede datteren bare rundt.

- Der er det også lidt sjovt, at man ikke får en okay løn, så man kan sige: "Aj, det er flot! Nu tager vi ud og hygger os og fejrer det", siger han.

Familien havde i stedet øjnene rettet mod den næste husleje, fortæller den tidligere konstabel.

Han har svært ved at forstå, at lønnen i Forsvaret er så lav, når soldaterne må lide afsavn i forhold til at være sammen med familie og venner. Nogle soldater er jævnligt på øvelse flere dage ad gangen.

Drømmen om et hus

Den lave løn gav også familien i Nordjylland udfordringer på boligsiden.

Michael Grambye og hans kone ville i flere år gerne flytte fra deres lejebolig og købe et hus. Men selvom konens løn ifølge Michael Grambye var okay, så var det svært med hans lave indtægt.

- Vi kunne låne 600.000 kroner. Så spurgte vi også banken, hvor vi kunne købe hus henne for det beløb. For det kan man ikke ret mange steder her i Danmark, siger han.

Michael Grambye stoppede som transportmand ved kasernen i Aalborg i 2020. På det tidspunkt havde han lidt knæproblemer, han var klar til at prøve noget nyt, og så var det "et stort must" for ham at tjene flere penge.

- Hvis man fik nogle flere penge, så man kunne have et anstændigt liv ligesom civile mennesker, så tror jeg sådan set, at mange ville fortsætte i Forsvaret. For det er en god arbejdsplads, siger han.

Cirka 20 procent mere

Michael Grambye var på en særlig ordning i Forsvaret, som i dag er afskaffet. På denne ordning sparede han løbende op til, at han efter sin tid i Forsvaret kunne tage en uddannelse til industritekniker med løn.

Allerede fra det øjeblik, han kom i lære i 2021, fik familien grønt lys af banken til at låne op imod 1,7 millioner kroner til et hus, fortæller han.

- Jeg blev ansat i januar, og vi skrev under på huset i påsken, siger han, imens han sidder ved spisebordet i det røde murstenshus, hvor familien stadig bor.

I dag arbejder Michael Grambye som industritekniker Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

I dag tjener Michael Grambye cirka 20 procent mere i løn inklusiv pension, end han gjorde i Forsvaret. Det viser hans lønsedler.

Og han har udsigt til flere lønstigninger i fremtiden, fortæller han.

Samtidig har han fået mere almindelige arbejdstider, så han kan komme hjem til familien hver eftermiddag.

Michael Grambye tror, at det bliver svært for Forsvaret at løse udfordringerne med rekruttering og fastholdelse, medmindre de ansatte får en højere løn.

Han kunne godt selv overveje at søge tilbage, hvis lønnen bliver bedre, og hans knæproblemer forsvinder, fortæller han.


- Vi skriver Danmarkshistorie: Endelig klar til at bruge hundredevis af millioner

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg får nyt vartegn, der skal gøre byen lige så berømt som snapsen.

Om to år skal det hele være klar.

Kunsthal Spritten og det 30 meter høje kunstværk Cloud City Aalborg. Målet er at Nordjyllands største by får et kulturtilbud i verdensklasse. Det er ikke ambitioner der mangler, når de to chefer for Kunsthal Spritten fortæller om fremtiden.

- Det er Danmark, der får en ny kunsthal. Det er sådan set også Nordeuropa, der gør det, fordi med sådan et stort kunstværk, vi kobler til bygningen, så kigger vi ind i et helt vildt ambitionsniveau. Et vi alle sammen kan glæde os til, om vi bor i Aalborg eller et andet sted i Nordeuropa, siger Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, der er en af de to chefer for Kunsthal Spritten.

Specielt når talen falder på den argentinske kunstner Tomás Saraceno, der skal lave det 30 meter høje kunstværk uden for Kunsthal Spritten, drømmer Aalborg stort.

Så vildt bliver det nye kunstværk.

Chefer bliver holdt langt væk fra tidsplanen

Projektet Kunsthal Spritten og Cloud City Aalborg skal stå færdig i løbet af 24 måneder, men:

Den præcise dato for indvielsen er ikke fastlagt.

Otte fonde og Aalborg Kommune betaler for projektet til 350 millioner kroner. Fondene står for 295 millioner, mens Aalborg Kommune betaler 55 millioner og står for driften, indtil åbningen.

De to chefer i Kunsthal Spritten er kunsthistorikere, men de tør godt love, at byggeriet er klar om to år.

Bare rolig. Det er ikke kunsthistorikere, der skal stå for håndværksarbejdet.

Bilbao-effekten kan give milliarder

I Aalborg drømmer de om den såkaldte Bibao-effekt. I 1997 fik den nordspanske by et Guggenheim-museum. Det fik i løbet af 10 år investeringer i kunst og byudvikling til at eksplodere, så Bilbao i dag tiltrækker turister fra hele verden i tusindvis. Og indtægter for milliarder.

Dagen i dag, hvor projektet blev endeligt sat i gang, er Aalborg første skridt på vej mod mere international anerkendelse og altså drømmen om en nordjysk pendant til den nordspanske opblomstring.

- Det er bestemt ikke hver dag, og vi skriver Danmarkshistorie, påpeger Bibi Henriksen Saugman, der er den anden af de to chefer på Kunsthal Spritten.

10 år undervejs

Ideen med Kunsthal Spritten og Clous City Aalborg blev født for 10 år siden af erhvervsmanden Martin Nielsen. Siden har det været igennem et tumultarisk forløb, der blandt andet omhandlede ballade om udbygningsaftaler og stor intern palaver mellem entreprenører og kommune.

Det var i 2014 Martin Nielsen første gang luftede sine planer om at omdanne den gamle spritfabrik til en ny eksklusiv bydel. Trods de mange bump tør alle godt melde ud, at om to år er de klar.

Bygger videre på arbejdet fra fortidens pionerer.

Kunsthal Spritten fortæller, at de stadig holder arrangementer i de par år, som renoveringen og byggeriet tager. Derfor bliver der rig mulighed for nordjyderne til at besøge stedet, mens det bliver lavet om.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Han skal være afdelingsleder i European Energy.

2025 bliver et overordentligt travlt år for Kristian Tilsted.

Han har netop scoret et nyt job som afdelingsleder i European Energy, hvor han nu er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af selskabets solcelleparker. Ikke nok med det skal han også forsøge at bevare borgmesterposten på Venstre-hænder ved kommunalvalget, som løber af stablen 18. november.

I august blev han nemlig udpeget som Venstres borgmesterkandidat, efter den siddende borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) havde besluttet, at han ikke ville genopstille.

Kristian Tilsted lader TV2 Nord vide, at det nye job ikke rokker ved hans ambitioner.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går til valg på, at vi beholder borgmesterposten, så det er helt klart målet. Lykkes det, har vi en ny situation, men det er jo kalkuleret i forhold til min ansættelse, så det har jeg selvfølgelig talt med min nye arbejdsgiver om, siger Kristian Tilsted.

Har lavet aftale med hustru

Ved siden af jobbet som afdelingsleder skal der dermed føres valgkamp til næste år. Folk skal dog ikke være nervøs for, at han går på kompromis med den del.

- Der skal være tid til at føre valgkamp. Jobbet er fleksibelt, og jeg kan også arbejde hjemmefra. Det hele er et spørgsmål om prioritere sin tid. Jeg har en aftale med min hustru om, at der kan afsættes tid til det hele. Det går selvfølgelig lidt ud over familielivet, men vi har heldigvis voksne børn, så de kan passe sig selv, siger borgmesterkandidaten.

Kristian Tilsted har siddet i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune i 10 år og er i dag medlem af Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Han blev tidligere på året fritstillet fra det direktørjob, han havde i Netselskabet Elværk. Ifølge eget udsagn på grund af omstruktureringer.

Den nye arbejdsplads ligger i Nykøbing Mors. European Energy er en international organisation med 850 ansatte fra 43 nationaliteter.

Han får arbejdsplads i Nykøbing Mors og bliver chef for samlet 14 medarbejdere. Det nye job glæder ham.


Mens de jubler i Lønstrup - er de skuffede i Tversted og Kjul

Foto: Henning Larsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er ikke alle steder i Hjørring, der er ramt af kysterosion, der får del i de millioner, Hjørring Kommune har fået til kystsikring.

- Vi er dybt skuffede over, at der ikke er penge til de områder, der er mest ramt af kysterosionen.

Sådan lyder det fra Kurt Trynskov, der ejer Aabo Camping i Tversted.

For fredag har Hjørring Kommune fået 6,3 millioner kroner til sandfodring ved kommunens vestvendte kyst. Sandfodringen skal ske på en 8,8 kilometer lang strækning, der ikke omfatter Tversted.

- Det er da skuffende, at når der kommer så mange penge, så er vi ikke tilgodeset. Og mange af de steder, der er nævnt, er der jo lavet hårdt kystsikring, siger campingpladsejeren.

De er dog ikke interesserede i hård kystsikring i Tversted, der vil skæmme landsskabet. De er tilgengæld interesserede i at få sandfodret deres kyst.

- Jeg er barnefødt i Tversted, og der var engang, hvor der var høje klitter nedenfor den blå kiosk, hvor man kunne ligge og sole sig og en strand på 50-70 meter. Men nu er alle klitterne væk. Og nu er der ikke ret meget bred strand tilbage, siger campingpladsejeren.

Her skal der sandfodres

Der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Man piller ved det naturlige flow

Samme holdning deler Arne Therkelsen fra Kjul Strand. Også her er de blevet forbigået, og han mener, at området på den måde bliver ramt dobbelt.

For ikke nok med, at der ikke skal sandfodres på strækningen, så bliver den naturlige barriere, der lægger sig ved molen i Hirtshals Havn, renset op og fjernet igen.

- Vi bliver dobbeltramt. Hvis man skal tro læren om tilblivelsen af Skagens Odde, er det jo ikke uden betydning, at de oprenser det sand, som Hirtshals Havn stopper. Vi har svært ved at forstå, at det skal suges op og sejles vestpå igen, lyder det fra Arne Therkelsen.

Se interview med Søren houmann, der er udvalgsformand i Hjørring Kommune.

Skagens Odde er en stor sandodde, der er blevet dannet indenfor de seneste 7000 år. Det er den ved, at enorme mængder af sand er blevet frigjort ved erosion af de kvartære lag langs Nørrejyllands vestkyst, for naturligt at blive transporteret til Jyllands nordende af bølger og strøm.

- Det er jo hans levebrød

Han er skuffet over, at det, han kalder naturkommunen Hjørring og havnen i Hirtshals, har fået dispensation til at sejle sandet vestpå.

- Det er jeg lidt uforstående overfor. For det er på grund af sandets naturlige flow, at Skagens Odde og Kjul eksisterer, og det naturlige flow afbryder man jo ved at føre sandet tilbage. Jeg kan næsten kun tænke, at erosionen på sigt bliver et endnu større problem, end det er i øjeblikket, siger Arne Therkelsen.

Sådan ser det ud, når der sandfodres.

Både i Tversted og i Kjul har det betydning for turismen i området, at de brede sandstrande ser ud til at være en saga blot - undtagen på de vindstille dage, som der ikke er mange af på vestkysten.

- Det var og er det, turisterne kommer efter. De, der ikke er kommet i området i mange år, tror, de er kørt forkert, når de kommer her, siger Kurt Trynskov fra Tversted, der bliver bakket op af Arne Therkelsen:

- De turister, der kommer her, kommer jo, fordi der har været en bred vesterhavsstrand med god adgang, der er en børnevenlig. Og det kan ikke undgå at blive påvirket. Min genbo er en campingplads, og det er jo hans levebrød det her. Vi har i forvejen ikke mange virksomheder og arbejdspladser her i vandkanten, siger han.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Så er landsdelens mest omtalte godstransport sejlet i havn.

Prammen med de tre gigantiske mølledele, der siden i fredags har været på rejse fra Brande mod testcentret i Østerild, er nu på vej ind i havnen i Hanstholm efter en sejltur, der tog sin begyndelse i Hvide Sande klokken 22 i går aftes.

Det viser billeder fra Hanstholm Havn.

Selvom det er stort, og tungtvejende gods, der står på prammen, så gør havnechef Søren Zohnesen ikke store øjne af transporten.

- Det er som en dag mere på kontoret. For os har der ikke været nogen ekstraordinære opgaver, fordi vores infrastruktur kan håndtere det, siger han.

Det eneste, der måske skal ændres betydeligt på, er et par lygtepæle og skilte på havnen, mener chefen i Hanstholm.

Men selvom de i Hanstholm ser transporten som en normal opgave, så giver det alligevel lidt indtryk.

- Det er altid spændende at se, når sådan noget kommer ind i havnen. Møllerne bliver større og større for hver gang, men nogle gange er det svært at se, at de er blevet det, siger Søren Zohnesen, der er havnechef på Hanstholm Havn.

Han fortæller, at det kræver lige så mange forberedelse at køre strækket fra Hanstholm til Østerild, som det krævede mellem Brande og Hvide Sande. 

- Jeg tror ikke, der er gjort de helt store forberedelse. Vejen er jo godt forberedt på de her laster, fordi de har kørt, der så mange gange, siger han. 

Foto: Ole Vognstoft

Hvis du vil se mølledelenes tur til havnen i Hvide Sande, hvorfra delene blev sejlet til Hanstholm, kan du se og læse livebloggen her.


Social dumping: Tre Aalborg-virksomheder under lup

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol.

Fejl og snyd blev for nyligt konstateret af Skattestyrelsens medarbejdere i en landsdækkende kontrolaktion.

I hele 33 ud af 52 kontroller blev der fundet indikationer på social dumping. Tre Aalborg-virksomheder er nu under Skattestyrelsens lup for problemer og humbug.

Hvad er social dumping?

Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Det var i sidste uge, at Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet aflagde visit hos fem Aalborg-virksomheder, som hovedsageligt opererer inden for restaurationsbranchen.

- Virksomhederne, vi kontrollerer, er udvalgt, fordi vores oplysninger indikerer, at der kan være problemer med social dumping. Kontrollerne viser, at de tre Aalborg-virksomheder er med til at skabe unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Virksomhederne kan nu se frem til at blive kontrolleret yderligere, så Skattestyrelsen kan opgøre skat og moms korrekt for virksomhederne og deres ansatte.

- Når vi skal se nærmere på tre virksomheder, skyldes det, at vi under kontrollen har oplevet nogle uoverensstemmelser og uklarheder omkring moms og skat, som vi skal have set nærmere på. Desuden mener vi, at medarbejderne i en enkelt virksomhed, skal anses for arbejdsudlejede til den danske virksomhed, de udfører arbejde for, siger Ernst O. Nielsen.

I forbindelse med kontrollerne har Skattestyrelsen på landsplan talt med 161 medarbejdere. 110 blandt dem var udenlandske.

Det var årets ottende landsdækkende aktion mod social dumping foretaget af Skattestyrelsen.