De unge er vilde med det: - Nysgerrighed er en fantastisk egenskab
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Der var fri leg med mørtel for 6. klasserne i Vesthimmerlands Kommune.
Mureske og kunst. Kunst og håndværk går hånd i hånd, og de unge er vilde med det.
Kunst og murerarbejde har en masse til fælles.
I Vesthimmerlands Kommune forsøger de i denne uge for første gang at få de unge til at interesserer sig for håndværksfagene ved at bruge kunst. Skævt murværk og mosaikker kan måske give flere murere.
- Hvis man nu bare sidder i skolen, så får man ikke lov til selv at bestemme, hvad man gider at lave. Her er der ikke nogen specifik ordre, hvor de siger, du skal lave det og det. Det er fedt, siger Theo Brix Nielsen fra 6.A på Østermarkskolen i Aars.
Theo Brix Nielsen er langt fra den eneste 6. klasses elev, der hygger sig.
Alle 6.klasser i Vesthimmerlands Kommune, 375 i alt, får i denne uge muligheden for at kombinere kunst og håndværk. Det sker på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, hvor de kan vælge mellem metal, bevægelse, streetart, murer og foodart.
- Kunsten frisætter det kreative, det visionære. Vi har brug for i dag, at folk er kreative og visionære, påpeger Kristian Dalsgaard Nielsen, Kulturskoleleder i Vesthimmerlands Kommune.
På Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser har de allerede i løbet af kulturugens to første dage oplevet, hvordan 6. klasserne virkelig har taget håndværksfagene til sig.
Uddannelseschefen taler om, at han kan se glimtet i elevernes øjne, når eleverne arbejder.
- Vi tror rigtig meget på, at nysgerrighed er en fantastisk egenskab i forhold til at komme ind og se, hvad er der er spændende at arbejde med. Vi tror også, det betyder noget for børnenes trivsel, at man skaber nogle ting. Vi tror grundlæggende, at skaberglæde er noget, vi har brug for alle sammen, forklarer uddannelseschef Asger Andersen.
6. klasserne, som TV2 Nord talte med i dag, har ikke valgt karriere for fremtiden endnu, men det er også lige meget. Kunsten skal have lov til at gøre sin virkning.
- Det er sjovt. Man kan lidt stå bare og hygge sig med det, siger Theo Brix, inden dagens lærer i murefaget følger op.
- Der er ikke noget, der skal bedømmes, det skal ikke kunne holde til noget. De skal bare prøve at arbejde med materialerne og så tænke tilbage på en rigtig fed dag her på skolen, slutter faglærer Allan H. Hansen fra Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.