10 minutter i anden halvleg kostede sejren: - Vi svinger for meget i niveau, mener Møllgaard
Hør i videoen hvad både Henrik Møllgaard fra Aalborg Håndbold og Emil Nielsen fra FC Barcelona havde at sige efter kampen onsdag aften.
På trods af en fin start kunne Aalborg Håndbold ikke følge med FC Barcelona til sidst i Champions League.
Det så rigtig fint ud i anden halvleg, da Aalborg Håndbold var foran 24-22, men så ville en dansk målmand det anderledes.
Fra anden halvlegs start kom danske Emil Nielsen i målet for FC Barcelona, og han gjorde det onde ved det nordjyske håndbold flagskib.
- Emil (Nielsen, red.) har en kæmpe redning, hvor vi kan komme foran med tre mål, og to minutter senere er vi bagud med en enkelt eller to, og så hurtigt går det mod Barcelona. Man skal virkelig passe på sine muligheder og være kynisk, og det var de bare, sagde Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard efter kampen til TV2 Nord.
Inden den danske målmand kom ind mellem de tre stænger i Barcelona-målet var Aalborg Håndbold flere gange foran i kampen, og det lignede i lang tid, at det skulle blive en tæt afgørelse mellem de to hold i Champions Leagues gruppe B med flest point.
- Jeg synes egentlig, at vi havde mulighederne i dag for at lave noget stort, men den var også hurtigt væk igen. Vores topniveau svingede for meget hen over hele kampen i forhold til deres, sagde Henrik Møllgaard.
Aalborg største forhindring har dansk pas
19-19 stod kampen mellem de to storhold inden Emil Nielsen kom på banen for FC Barcelona, og efter han havde spillet sig varm ti minutter inde i anden halvleg, så fik Aalborg Håndbold det mere end almindeligt svært.
- Det var en stor holdpræstation, men vi var da bedre i anden halvleg end i første, og jeg synes, at redningerne i anden halvleg gør udslaget for kampen, og så synes jeg, at vi er kyniske og udnytter den mindste chance for at lukke kampen, sagde FC Barcelonas Emil Nielsen kort efter kampen til TV2 Nord.
Udover, at Emil Nielsen fik overtaget og Aalborg Håndbold, så vandt han også en dansk kamp, som han ellers sjældent har held med at vinde.
Aalborgs helt store stjerne Mikkel Hansen kunne nemlig ikke få bolden forbi sin danske landsholdskollega på straffekast, og det gik ikke ubemærket hen hos FC Barcelona målmanden.
- Det er første gang, at jeg har taget ham oppe i det hjørne. Det er hans favorit hjørne, og det ved jeg godt, men jeg har aldrig kunnet nå der op, så det var første gang, sagde Emil Nielsen med et stort smil til TV2 Nord.
Aalborg Håndbold har nu vundet tre kampe og tabt to i dette års Champions League.