14. gang i træk: Suspekt gæster Skalskoven til sommer
Den danske rapgruppe Suspekt spiller en af blot to sommerkoncerter i Skalskoven til Nibe Festival.
Der er lagt i kakkelovenen til en sindssyg oplevelse, når rapgruppen Suspekt bestående af Bai D, Orgi-E og Rune Rask til sommer indtager Nibe Festival for 14. år i træk.
Trioen, der er aktuelle med albummet Sindssyge Ting, vil gøre deres ypperste for, sammen med publikum, at lægge Skalskoven ned 1. juli til hvad der bliver deres første 2020-koncert og en af blot to Suspekt-koncerter henover sommeren inden der venter fire store arena-koncerter til efteråret - herunder en i Gigantium i Aalborg.
- Vi er meget tilfredse med, at Suspekt føjer Nibe til deres sommer. Og selvfølgelig også at koncerten bliver særdeles eksklusiv, udtaler Nibe Festivals leder og musikbooker Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse.
Husker du, da Klarup Pigekor overraskede Suspekt med en acapella Suspekt-koncert?
Suspekt udkom med deres syvende album Sindssyge Ting 14. februar og lige nu er albummet det næstmest streamede ifølge Hitlisten.NU, der er en den officielle oversigt over, hvad danskerne fylder deres øregange med lige nu.
Dertil kommer, at Suspekt har ikke bare et men to numre på top 10 over det mest streamede musik.
Her finder man nemlig både Gonzo, der udkom som single helt tilbage i foråret 2019 og Vil du med.. der er fra det nye album og som har den fremadstormende kvindelige rapper Tessa med på et vers. Hun optræder i øvrigt også på Nibe Festival.
Albummet har været tre år undervejs og er generelt blevet taget rigtig godt imod af både publikum og anmeldere. Blandt andre har Gaffa og Soundvenue givet albummet henholdsvis fire og fem stjerner.
Video: Suspekt og Tessa: Gonzo & Vil du med.. - Zulu Awards 2020
Festivalprogrammet er snart på plads
Suspekt slutter sig til en stadigt voksende liste af artister, der optræder på dette års udgave af Nibe Festival.
Festivalprogrammet afsløres i starten af april, men allerede nu er det på plads at sværvægtere i dansk musik som Lukas Graham, Rasmus Seebach, Nik & Jay, Lars Lilholt Band og altså også Suspekt gæster Skalskoven. Hertil kommer upcoming artister som Jung, Jimilian, Jonah Blacksmith, Benjamin Hav (den ene halvdel af Benal red.) og Tessa - og mon ikke sidstnævnte kunne finde på at dukke op til Suspekts koncert. Hun spiller i hvert fald også 1. juli.
Video: Tessa - Okay