15-årige Valdemar fra Nibe drømmer om Formel 1
Første afsnit af to om den unge racerkører Valdemar Eriksen.
Racer-talent kører sin første sæson i Formel 4. Ambitionerne er store. Det samme er opbakningen fra hans far André Sloth Eriksen, stifteren af Asetek.
Solen skinner fra en skyfri himmel. Det er lørdag den 12. maj 2018. Der er sæsonstart på Jyllandsringen ved Silkeborg. Endelig skal der køres ræs. I teltene summer det af liv. Der skrues på racerbiler i alle afskygninger.
I et af teltene finder vi Valdemar Eriksen, hans engelske løbsingeniør og to danske mekanikere. Hans familie er her også. Søster, mor og far, farmor og farfar og familiens hund. En stor ny lastbil til i omegnen af tre millioner kroner med værksted og beboelse holder ved siden af teltet. Men der er nu ikke megen campingferie over det.
Valdemar og hans far analyser data og video fra tidskørslen. Og der justeres på den grønne Formel 4 racer. Ambitionerne er høje.
- Der er ingen, der kan komme alene til Formel 1, som er min drøm. Man er skal have et netværk omkring sig. Det er en rigtig dyr sport, så man skal have støtte fra alle mulige sider. Økonomisk og derhjemme. Man skal være i topform på alt, siger Valdemar Eriksen.
Han bruger al sin fritid efter skole på ræs. Flere gange om ugen træner han sin fysik hos en personlig coach. Det kræver kræfter at styre en racerbil på brede dæk uden servostyring.
André Sloth Eriksen giver sønnen ret. Han har tjent en god skilling på sin virksomhed Asetek og sponsorerer delvist sønnen altopslugende og dyre hobby.
- Vores budget i denne sæson er 1,5 mio. kr. Vi har sponsorindtægter for cirka 900.000 kr. Det synes jeg, er rigtig flot, når vores varmemærke er en ung knægt på kun 15 år, siger André.
Valdemar har store forventninger til sig selv, og hele holdet, sponsorerne, og måske især far, har også store forhåbninger til Valdemar.
- Bare han gør det, så godt han kan. Så kan jeg ikke forlange mere. Men hvis han ikke lever op til sit bedste bliver jeg nok skuffet, siger André Sloth Eriksen.
Han har selv kørt ræs, og han har tilbragt adskillige timer på alverdens racerbaner sammen med Valdemar, der startede i go kart som syvårig.
Se de to reportager her i artiklen, hvis du vil se, hvordan det gik på Jyllandsringen. Første afsnit ligger øverst i artiklen. Afsnit to kan du se herunder.