16-årig dreng dømt for væbnet gaderøveri
Foto: Lone Vad Dam
I samarbejde med en mindreårig og med en kniv i hånden truede den 16-årige sig tilbage i december til ejendele til en værdi af cirka 10.000 kroner.
Ved Retten i Aalborg blev den 16-årige dreng mandag idømt seks måneders fængsel, heraf er to af månederne ubetinget fængsel.
Det skriver anklager Louise Watson mandag på Twitter.
Aalborg: 16-årig mand idømt 6 mdr. fængsel, heraf 2 mdr. ubetinget, for gaderøveri med kniv, begået i forening med en mindreårig i december 2017. Den dømte var 15 år på gerningstidspunktet og udbyttet var på ca. 10.000 kr. Dommen blev modtaget /LW #anklager #politidk
— Nordjyske anklagere (@NjylAnklagere) November 5, 2018
Gaderøveriet blev begået i december sidste år, da den nu dømte 16-årige var 15 år gammel. Ved området omkring Musikkens Hus i Aalborg tvang den 16-årige og hans mindreårige medsammensvorne offeret til at udlevere sin jakke, sko og halstaske under anvendelse af vold og trusler om at anvende vold øjeblikkeligt.
Under røveriet benyttede den mindreårige medsammensvorne blandt andet en kniv, som den mindreårige holdt frem mod halsen af offeret.
Efter røveriet løb den 16-årige dreng og hans medsammensvorne fra gerningsstedet med ejendelene til en værdi af 9.450 kroner, men nu kan den 16-årige altså se frem til at skulle bruge tid bag tremmer.
Den 16-årige valgte at modtage dommen.