18-årig fængslet for at slå taxachauffør med krykke
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
En 18-årig mand er varetægtsfængslet frem til 16. december for at have overfaldet en taxachauffør.
En 18-årig mand kommer til at tilbringe i hvert fald en del af julemåneden bag tremmer, efter at han natten til søndag overfaldt en taxachauffør på Dannebrogsgade i Aalborg.
Det er konklusionen efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring søndag.
Her blev den 18-årige varetægtsfængslet frem til 16. december. Han er sigtet for vold efter straffelovens paragraf 244 for at have tildelt taxachaufføren flere knytnæveslag i ansigtet, og for at have slået ham på armen med en krykke.
Det oplyser anklager Kim K. Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Den 18-årige er desuden sigtet for at have smadret taxaens bagrude med krykken.
- Den sigtede nægtede sig skyldig, men kærede ikke kendelsen til landsretten, siger Kim K. Kristensen.
Afgav forklaring
Det er uvist, hvorfor den 18-årige overfaldt taxachaufføren. Den sigtede afgav forklaring i retten, men da grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, kan anklageren ikke komme nærmere ind på, hvad den 18-årige mand sagde.
Overfaldet på taxachaufføren skete omkring klokken 02.40 natten til søndag. Den 18-årige blev anholdt umiddelbart efter.
Den 18-årige var ikke kunde i taxaen, oplyste vagtchef Lau Larsen fra Nordjyllands Politi tidligere søndag til TV2 Nord.