20 år uden større ændringer: Nyt bybusnet vedtaget
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Mandag aften har byrådet i Aalborg Kommune vedtaget det nye bybusnet i kommunen.
De aalborgensiske pendlere kommer til at mærke ændringer den 6. august i år. Byråddet i Aalborg Kommune har mandag aften tegnet stregerne for et nyt bybusnet.
- Vi ønsker en kommune med gode og effektive forbindelser, hvor bussen er et grønt alternativ til bilen. Et alternativ, som er godt for bymiljøet. Derfor er tiden nu kommet til at nytænke og udvikle det nuværende bybusnet i Aalborg, siger rådmand Per Clausen fra Klima og Miljø.
Ændringer fra august på bestemte ruter
Det nye bybusnet vil blive implementeret over to omgange. Første del er fra 6. august i år, mens den sidste del bliver fra august 2024.
Mange steder er uden mærkbare ændringer i det nye bybusnet.
De største ændringer i 2023 er, at linje 12 bliver forlænget til Gistrup, mens linje 14 fortsætter til Klarup og Storvorde. Til efteråret bliver linje 2 desuden erstattet af Plusbussen og fortsætter på sigt videre til det nye universitetshospital
Ændringer fra den 6. august 2023:
Linje 2
Kører i dag ruten Storvorde/Klarup/ Gistrup - AAU Busterminal - Aalborg Busterminal - Nytorv - Væddeløbsbanen. Fremover bliver den afkortet til AAU Busterminal.Linje 5
Kører i dag ruten Skelagergårdene - Grønlands Torv - AAU Busterminal. Fremover kører den via Sohngårdsholmsvej og Humlebakken og får ny endestation ved TroensevejLinje 6
Kører i dag ruten Lindholm Station - Nr. Uttrup Torv - Øster Uttrupvej - AAU Busterminal. Fremover kører den via Budumvej i stedet for Langagervej.Linje 12
Kører i dag ruten AAU Busterminal - Vejgaard - Aalborg Busterminal - Nytorv - Lufthavnen - Vadum - Aabybro. Fremover bliver den forlænget til Gistrup to gange i timen.Linje 14
Kører i dag ruten Skelagervej - Aalborg Busterminal - Jyllandsgade - Humlebakken - AAU Busterminal. Fremover bliver den reduceret til fire afgange i timen i myldretiden og to gange i timen uden for myldretiden. Ruten bliver forlænget til Klarup og Storvorde to gange i timen. Øvrige afgange får endestation ved Troensevej.
- Det er selvfølgelig ikke muligt at gøre alle tilfredse, når den økonomiske ramme er uændret. Men jeg synes, vi har fundet en rigtig god løsning, hvor vi bruger de penge, vi har, bedre.
- Eksempelvis dækker bybusnettet fremover også boligområder som Sofiendal Enge og Stigsborg i Nørresundby. Desuden er der ringlinjer fra Skalborg til Aalborg Øst og fra Lindholm Station til AAU Busterminal. Dermed kan passagerer, som ikke skal ind til midtbyen, køre uden om Aalborg Busterminal, siger Per Clausen.
Du kan se hele det nye bybusnet her.