20-årig i solouheld: Rullede rundt og landede på taget

Motorvej E39 var tirsdag eftermiddag delvist spærret mellem Bouet og Vestbjerg.

En ung mand kørte tirsdag eftermiddag galt på E39 i nordlig retning mellem Bouet og Vestbjerg nord for Aalborg.

Uheldet skete kort efter klokken 15 da manden af uforklarlige årsager mistede herredømmet over bilen og røg ud over kanten på motorvejen. Bilen landede på taget og den 20-årige kunne derfor ikke selv komme ud. Han var det man kalder "teknisk fastklemt."

- Første vognbane var spærret kortvarigt mens redningsmandskabet fik ham ud af bilen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.

Den 20-årige blev efter uheldet kørt til undersøgelse på skadestuen. Han havde ikke pådraget sig alvorlige skader.


Seneste nyt

fra Nordjylland