02:24

Den unge nordjyde Jakob Thrane Maintz imporende med en stribe rekorder for både juniorer og seniorer.

Foto: Jesper Lange

1 af 2

23-årig bænkpresser smadrede den danske rekord

Jakob Thrane Maintz imponerede med fire danske rekorder ved DM i Bænkpres i Aalborg i weekenden.

Med sine kun 23 år er Jakob Thrane Maintz fra Foreningen Sportshøjskolen i Aalborg  stadig blot junior i styrkeløfternes univers. Men det forhindrede ham søndag ikke i at sætte nye rekorder både som junior og senior i 120 kilos klassen.

Allerede i sit første løft klarede Jakob Thrane Maintz 200 kilo og tangerede dermed sin egen juniorrekod. I sit andet forsøg forlangte den stærke unge mand 210 kilo på stangen – og klarede det. Det var en forbedring af seniorrekorden med fem kilo, men Jakob Thrane Maintz stoppede ikke der.

Det føltes faktisk overraskende nemt, men det er jo rimeligt stort – det er jo DM, så det er altid en stor ting

Jakob Thrane Maintz, Danmarksmester i bænkpres - 120 kilos klassen

I tredje og sidste forsøg satte han trumf på og løftede 220 kilo i bænkpres. En voldsom forbedring af rekorderne for både juniorer og seniorer. Selv tog han det med ydmyghed.

- Det føltes faktisk overraskende nemt, men det er jo rimeligt stort – det er jo DM, så det er altid en stor ting, siger Jakob Thrane Maintz.

Nikolaj Scupii fra den arrangerende Aalborg Styrkeløfterklub satte samtidigt ny dansk juniorrekord i +120 kilos klassen med et løft på 170 kilo, og det sætter Jakob Thrane Maintz præstation i relief.

- Som Jakob løfter i dag er han nok i top tre i verden, så han er et kæmpestort talent, siger hans coach og klubkammerat Jesper Bundgaard Mikkelsen, der selv blev dansk mester lørdag i 120 kilos klassen for seniorer med et løft på 202.5 kilo – altså et pænt stykke fra sin yngre lærling.