2.300 krammebamser til Aalborg Universitetshospital
Foto: Trygfonden
En blød bamse i favnen kan gøre en stor forskel – både for barnet, forældrene og sundhedspersonalet. Derfor har TrygFonden netop nu sendt en krammebamsekaravane med 30.000 bamser ud i landet for at hjælpe syge børn. På onsdag modtager Aalborg Universitetshospital 2.300 bamser.
Fremmede mennesker i hvide kitler, stikkende nåle og ukendte omgivelser kan være en både skræmmende og utryg oplevelse for børn. Netop derfor kører en krammebamsekaravane i disse uger ud på de danske landeveje med ét helt bestemt formål: At levere 30.000 bamser til børneafdelinger i hele landet for at gøre børns oplevelse med sundhedsvæsnet lidt lettere.
Det er TrygFonden, der for 13. år i streg uddeler bamserne Theo og Thea til børn, der skal igennem et behandlingsforløb på hospitaler og specialklinikker. Det skriver TrygFonden i en pressemeddelelse.
Et af de steder, der modtager mange bamser, er Aalborg Universitetshospital, hvor krammebamsekaravanen afleverer 2.300 bamser.
- Det er utroligt, hvad en lille bamse kan gøre. Vi sygeplejersker bruger dem til at skabe kontakt og bryde isen i det første møde, hvor børnene er nervøse, og hospitalsverdenen virker ukendt og farlig. Her er bamsen et godt holdepunkt for børnene, der kan skabe tryghed og berolige dem. Børn i alle aldre lyser som regel op i et smil, når de får bamsen, og den bliver straks taget under armen og med under dynen, siger Birgitte Munkholm, sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital og uddyber:
- Vi bruger ofte bamsen til at forberede børnene på, hvad der skal ske. Det kan for eksempel være ved at vise på bamsen først, at barnet skal stikkes, eller give den plaster på. Bamsen hjælper barnet igennem behandlingsforløbet ved at være en ven, som barnet kan fortælle, når noget er træls, og som barnet trygt kan putte sig ind til. Og når barnet kommer hjem igen, kan bamsen også være en hjælp til at tale om det, barnet har været igennem.
Bamsen giver mindre gråd og mindre medicin
TrygFonden har siden 2007 uddelt krammebamserne, og har løbende indsamlet erfaringer og viden fra læger og sygeplejersker om brugen af bamserne. De viser, at en bamse i favnen hos barnet kan betyde, at barnet græder mindre, for eksempel hvis barnet bliver stukket. Og i nogle tilfælde oplever sundhedspersonalet, at børnene behøver mindre beroligende medicin. Krammebamsen har dog størst effekt, hvis bamsen følger barnet under hele sygdomsforløbet.
- Det er vigtigt, at barnet får bamsen i armene så tidligt i forløbet som muligt fra det første møde med sundhedspersonalet, til behandlingen er slut, for at bamsen har den største effekt. Det giver barnet trøst og tryghed, og gør det lettere at tale om forløbet og det, der er svært. På den måde bliver bamsen en ven, der går gennem hele oplevelsen sammen med barnet – og ofte forbliver en trofast følgesvend, når hverdagen vender tilbage, siger Galina Plesner, der er projektchef og ansvarlig for krammebamserne hos TrygFonden.