2307 ansøgere har valgt Aalborg Universitet som førsteprioritet

Aalborg Universitet har modtaget 7.402 ansøgere via kvote 2, hvoraf 2.307 personer har valgt en uddannelse på AAU som deres førsteprioritet. Sammenlignet med 2019, der var et normalt år uden coronapandemi, nedlukninger og rejserestriktioner, så er der tale om en stigning i førsteprioritetsansøgninger.

Aalborg Universitet er tilfredse efter opgørelsen af årets ansøgertal via kvote 2. Da fristen for at søge en uddannelse udløb i går havde 7.402 søgt om optagelse på en af de 76 udbudte uddannelser på AAU.

Som forventet er det færre kvote 2-ansøgninger end sidste år, hvor AAU oplevede det højeste antal ansøgere nogensinde, fordi Covid-19-situationen med nedlukninger og restriktioner betød, at mange unge valgte at søge ind på en uddannelse frem for at tage et sabbatår med rejser og arbejde.

quote Jeg er meget tilfreds med at se, at vi på AAU har fået et stabilt ansøgertal via kvote 2 efter nogle usædvanlige år.


Det er et fald sammenlignet med 2021 og status quo i forhold til 2020. Set i forhold til 2019, er der derimod på AAU tale om en stigning på 1,5 procent i antallet af ansøgere via kvote 2 ifølge AAU.

Samtidig er der en stigning i antallet af ansøgere, der har valgt AAU som førsteprioritet. Her lander slutresultatet på 2307 ansøgere med AAU som førsteprioritet mod 2.191 i 2019. Det er en stigning på 3,5 procent, der vækker glæde hos prorektor for uddannelse på AAU.

- Jeg er meget tilfreds med at se, at vi på AAU har fået et stabilt ansøgertal via kvote 2 efter nogle usædvanlige år. Det gør mig både stolt og ydmyg, at så mange mennesker har søgt AAU's uddannelser og ikke mindst, at 2307 har valgt os som førsteprioritet. Det tolker jeg som et resultat af den høje kvalitet i vores uddannelser kombineret med det gode studiemiljø hos os, udtaler Anne Marie Kanstrup, prorektor for uddannelse på AAU i en pressemeddelelse.

Top 10 over de mest populære uddannelser på Aalborg Universitet

Medicin: 1645 ansøgere

Psykologi: 1019 ansøgere

Jura: 529 ansøgere

Kommunikation og Digitale Medier, København: 323 ansøgere

Socialrådgiver: 261 ansøgere

Erhvervsøkonomi: 243 ansøgere

Sociologi: 204 ansøgere

Medicin med Industriel specialisering: 182 ansøgere

Erhvervsøkonomi-jura: 171 ansøgere

Kommunikation og Digitale Medier, Aalborg: 167 ansøgere



Nærmer sig normale tilstande 

Selvom tallene for kvote 2 på de videregående uddannelser på landsplan i år viser et markant fald på 20 procent i antallet af kvote 2 ansøgninger, så tyder det på, at AAU og resten af uddannelsessektoren bevæger sig mod mere normale tilstande i forhold til ansøgningsrunderne til de videregående uddannelser.

Med klimakrise, coronapandemi og krig er der brug for mere viden og nye løsninger på de globale problemer. Derfor er der også fremover brug for højtuddannede mennesker, som kan bidrage med viden til verden, mener prorektor Anne Marie Kanstrup.

- Vi står på verdensplan over for betydelige udfordringer, der kalder på kloge løsninger. Derfor glæder det mig, at mange særligt unge ønsker at bidrage til at løse samfundets store udfordringer ved at tage en uddannelse hos os på AAU, udtaler prorektor Anne Marie Kanstrup.



Seneste nyt

fra Nordjylland