24-årig stukket med kniv: Politiet søger vidner

To gerningsmænd er på fri fod efter et overfald i Vejgaard onsdag aften.

En 24-årig mand blev onsdag aften omkring klokken 20 overfaldet og stukket i låret af to gerningsmænd. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

De videre omstændigheder er torsdag morgen stadig uklare, men sikkert er det at politiet meget gerne hører fra vidner, der kan have overværet episoden eller set hvad der skete umiddelbart før eller efter den 24-årige blev stukket.

Episoden fandt sted i krydset Riishøjvej/Hadsundvej i Aalborg-bydelen Vejgaard. Her finder mand på det ene hjørne et pizzeria og på det andet hjørne en tankstation. Derudover er området præget af privat beboelse.

Ikke livstruende skader

Den 24-årige blev stukket i låret af hvad politiet formoder er en kniv, men våbnet har heldigvis ikke påført den unge mand livstruende skader. Hvordan hans tilstand er i øvrigt kan vagtchefen ikke oplyse torsdag morgen.

Politiet har en formodning om, at der står to gerningsmænd bag overfaldet, men der er ingen anholdte i sagen endnu og det er blandt andet af den grund, det er vigtigt for efterforskerne at komme i kontakt med vidner, der kan have set overfaldet eller gerningsmændene i tiden op til eller efter overfaldet, der altså fandt sted ved 20-tiden.

- De må meget gerne ringe til os på 114, siger vagtchef Jesper Sørensen.

Overfaldet fandt sted i krydset Riishøjvej/Hadsundvej i Vejgaard

 


Seneste nyt

fra Nordjylland