24-årig havde hash i bilen og blodet - men manglede kørekortet

En ung mand blev standset af politiet natten til mandag og måtte tage hjem med tre sigtelser.

En patrulje fra Nordjyllands Politi blev mistænksomme, da de natten til mandag kørte på Omfartsvejen ved Vodskov og fik øje på en bil, som kørte meget usikkert og med skiftende hastighed.

Da betjentene standsede bilen, blev deres mistanke forstærket. Føreren, en 24-årig mand, var nervøs og viste tydelige tegn på at være påvirket, da han havde røde øjne og talte usammenhængende.

Da manden pustede i narkometeret slog det ud for hash, og det blev senere bekræftet, da han fik taget en blodprøve på politistationen og derfor blev han sigtet for at køre bil i påvirket tilstand.

Det var dog ikke den eneste sigtelse, manden skulle tage hjem med. Politiet fandt nemlig også tobak blandet op med hash i bilens handskerum, og kunne sigte manden for besiddelse af narkotika.

Endelig kunne manden ikke fremvise et kørekort, og det havde en ganske naturlig forklaring. Det var nemlig blevet taget, og derfor lød natten tredje sigtelse til manden på kørsel i frakendelsestiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland