Foto: Thomas Gaardsmand

25-årig fængslet: Nægter sig skyldig i hjemmerøveri

En 25-årig mand er mistænkt for fredag at have begået hjemmerøveri. Nu er han varetægtsfængslet i fire uger.

Lørdag blev en 25-årig aalborgenser varetægtsfængslet ved retten i Hjørring indtil den 2. december.

Han er mistænkt for at stå bag et hjemmerøveri i en lejlighed på Suensonsgade i Aalborg, men han nægter sig skyldig.

- Han erkender, at han har været i lejligheden på Suensonsgade, fordi den forurettede skylder ham penge. Han siger, der er tale om selvforsvar, og at det tværtimod var manden i lejligheden, som angreb ham, siger anklager Mette Høgh.   

Sigtelsen går på, at den formodede gerningsmand fredag sparkede døren op hos offeret, truede ham med en kniv, og stjal en computer. Røveren var iført en hue, som dækkede hans ansigt.

Da offeret forsøgte at tilkalde politiet, opstod der tumult mellem de to, og den forurettede endte med skrammer på det ene ben - sandsynligvis fra kniven, lyder det fra anklager Mette Høgh.    

Efter episoden stak den formodede gerningsmand af, men blev kort tid senere anholdt af politiet. Manden, der tidligere er dømt for tyveri, blev fundet ud fra offerets signalement, og havde en hue, som matchede beskrivelsen, på sig, da han blev anholdt.   

Han kærede ikke fængslingskendelsen til Landsretten.