25-årig varetægtsfængslet for lejligheds-bedrageri

25-årig narrede 42.000 kroner ud af nordjyder, der troede de var ved at leje en lejlighed.

En 25-årig mand blev torsdag ved Retten i Aalborg varetægtsfængslet i to uger.

Han er sigtet for bedrageri, fordi manden ifølge politiet, har annonceret med en lejlighed, der ikke var hans.

De personer, han har vist lejligheden frem til, har efterfølgende overført et depositum til den 25-årige. Han er sigtet for at have svindlet sig til i alt 42.000 kroner. I retten erkendte manden sin forbrydelse.

- Sager af denne karakter er alvorlige, da de drejer sig om boligsøgende, der bliver udnyttet,” siger anklager ved Nordjyllands Politi, Mette Hansen.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og sagen vil nu blive nærmere efterforsket yderligere af Nordjyllands Politi.

I forlængelse af den konkrete sag advarer Nordjyllands Politi generelt mod denne form for bedrageri hvor lejligheder "lejes ud", men hvor det eneste formål er at svindle borgerne for deres penge.

- Vi nærmer os studiestart, hvor mange – især unge mennesker – leder efter en lejlighed, og det kan desværre friste nogen til at forsøge at slå plat på, at folk er ivrige efter at finde en ny bolig hurtigt, siger politikommissær fra Nordjyllands Politi, Claus Serup, der opfordrer til, at man husker at være kritisk, hvis man fx får tilbudt en meget billig lejelejlighed.

- Den gode gamle huskeregel om, at hvis noget er for godt til at være sandt, så er det nok også tilfældet, ja, den er værd at huske, når man leder efter lejlighed, lyder rådet fra politikommissæren.

 

De gode råd:

  • Vær kritisk – brug din sunde fornuft - tag fx en forældre eller god ven med på råd.
  • Overfør aldrig penge, før du har set lejligheden indefra og fået en skriftlig lejekontrakt underskrevet af udlejer.
  • Indgå aldrig mundtlige aftaler. Få det på skrift og læs kontrakten grundigt igennem.
  • Brug banken, hvis du overfører penge og kun til danske konti. Så kan pengene spores.
  • Lad dig ikke presse til at skrive under i en fart. Det kan være tegn på, at der er noget galt.
  • Betal aldrig kontant indskud. Er det svindel, er dine penge tabt.
  • Kontakt den boligside, hvor du har læst annoncen, hvis du er tvivl om ægtheden af annoncen, slå eventuelt adressen op på www.boligejer.dk
  • Undersøg – fx på Krak og Google – om der bor andre i den lejlighed, du gerne vil leje.
  • Lyder tilbuddet for godt til at være sandt, så er det ofte tilfældet.
Kilde: Nordjyllands Politi

 


Seneste nyt

fra Nordjylland