25 børn får koloni-afslag: - For mange er det deres eneste ferie
Medlem af bestyrelsen hos Børnenes Kontor i Aalborg, Maja Mosegaard Sørensen, håber på at flere frivillige melder sig, så årets sommerlejr for alle børn kan reddes.
Børnenes Kontor i Aalborg må i år aflyse to sommerlejre, fordi de mangler frivillige. En enorm skuffelse for børnene, fortæller et bestyrelsesmedlem.
Sommerlejrene til Tversted og Sæby er hvert år rasende populære. De giver sårbare børn et afbræk fra hverdagen, der kan være præget af en økonomisk eller social svær situation.
Men i år må Børnenes Kontor aflyse hele to sommerkolonier og dermed skuffe 25 børn fra 20 forskellige skoler i Aalborg Kommune.
Fordi der ikke er frivillige nok til at tage med.
VIDEO: Maja Mosegaard Sørensen ærgrer sig:
- Det er trist, for vi er sat i verden for at hjælpe de børn. Og det har aldrig været et problem før, så det er en helt ny situation for os, og vi er derfor lidt rundt på gulvet, siger Maja Mosegaard Sørensen, der som medlem af bestyrelsen hos Børnenes Kontor i Aalborg selv har været med på sommerlejrene i 18 år.
Manglen på frivillige er opstået i kølvandet på coronanedlukningen. Formentlig fordi folk prisoriterer deres tid anderledes, end de gjorde før, spår Maja Mosegaard Sørensen, der ærgrer sig over situationen.
- Vi har virkelig forsøgt at slå på tromme alle de steder, vi kunne komme til, men der har ikke været gevinst, siger hun.
De får ikke andre ferier
For mange af de børn, der tager med på kolonierne, er det blevet en fast tradition. Og derfor gør det også ekstra ondt på Maja Mosegaard Sørensen og kollegerne i Børnenes Kontor, at de må skuffe så mange børn i år.
- For nogen vil det helt klart betyde, at de ikke kommer på ferie til sommer, for der er ikke noget andet tilbud til dem. For andre kan det betyde, at de venner, de havde aftalt at mødes med igen i år, må de nøjes med at skrive til, siger siger Maja Mosegaard Sørensen.
Aflysningen af sommerlejrene risikerer derfor at gå ud over børn, der i forvejen har det svært, lyder det.
VIDEO: Kom med på Blå Kors' eftertragtede sommerlejr i Onsild:
Meld dig, hvis du har lyst
Selv om to kolonier nu er aflyst, så kan de stadig nå at blive til virkelighed, hvis nok voksne melder sig på banen.
- Kom endelig, for det er en sindssyg god oplevelse. Jeg har været med i 18 år og haft min egen familie med. Så det er også en måde at holde en alternativ ferie på, siger Maja Mosegaard Sørensen.
VIDEO: Sådan gør du, hvis du vil hjælpe:
Allerhelst ser Børnenes Kontor gerne, at de frivillige har en pædagogisk eller sundhedsfaglig uddannelse eller i det mindste erfaring. Men de hører hellere fra lidt for mange – end for få.
Så sidder du derude og har lyst til at give udsatte børn en god sommerferieoplevelse, så kontakt Børnenes Kontor via foreningen Facebokside.