44-årig mand fængslet for trusler

44-årig mand varetægsfængslet i fire uger, efter han havde udtalt, at han ville skyde en person.

Opdateret klokken 14.40 med oplysningen om, at den sigtede er varetægtsfængslet i fire uger.

En 44-årig mand er i dag i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg blevet varetægstfængslet i fire uger sigtet for at have truet en anden person på livet. Den 44-årige kærede ikke afgørelsen, oplyser senioranklager Torben Kauffmann fra Nordjyllands Politi.

Det sker efter en episode søndag, hvor den 44-årige ville true en anden person med et jagtgevær.

- Den 44-årige kører ud til en adresse i Aalborg Øst, hvor han har til hensigt at true en navngiven person, han har en relation til, forklarer efterforskningsleder Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.

Det viser sig dog, at der ikke er nogen person til stede på adressen i Aalborg Øst.

Den 44-årige, der ifølge efterforskningslederen er påvirket af en blanding af stoffer og alkohol, vælger selv at kontakte politiet, som anholder manden.

- Vi sigter ham for trusler på livet og samtidig efter den grove våbenparagraf, siger Kenneth Rodam.

Han fortæller, at da politiet anholdt den 44-årige, var jagtgeværet ikke ladt, men at der efterfølgende blev fundet skarp ammunition.


Seneste nyt

fra Nordjylland