45-årig kendt skyldig i bombetrussel: Råbte ”bombe” og stod med lighter i hånden

Udover at være kendt skyldig i at have fremsat bombetrusler mod en café, er manden også kendt skyldig i for flere voldsforhold.

Det var trusler på livet mod de andre cafégæster, da en 45-årig mand i september råbte ”bombe” på en café i Aalborg. 

Det har retten i Aalborg torsdag slået fast, hvor manden er kendt skyldig i at have fremsat bombetrusler.

Flere vidner forklarede i retten, at den 45-årige mand pludselig fremsatte en trussel om, at han havde en bombe og begyndte at tælle ned fra tre, mens han havde en lighter i hånden.

Husker det ikke

Det er specielt vidnernes forklaring der ligger til grund for, at manden nu er kendt skyldig i trusler på livet. Det oplyser anklagerfuldmægtig ved Nordjyllands Politi Patrick Sørensen til TV2 Nord.

- Vi har rejst tiltale for det, vi mener kan bevises, og vi er tilfredse med, at han nu er kendt skyldig i næsten alle forhold, han er tiltalt for, siger Patrick Sørensen og fortæller videre, at manden er blevet frikendt for et forhold, der drejede sig om hærværk.

Undervejs i retssagen har den 45-årige mand nægtet sig skyldig og forklaret, at han ikke kan huske mange af forholdene.

I slutningen af januar vil den endelige dom falde.


Seneste nyt

fra Nordjylland