56-årig kørelærer tiltalt for at krænke unge kvindelige elever
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 17-årig pige fik flere upassende beskeder fra sin 56-årige kørelærer, da hun tog kørekort i maj sidste år. Kørelæreren er tiltalt for krænkelser og skal for retten i Aalborg.
En nordjysk kørelærer er tiltalt for at have krænket flere unge kvinder, der har været elever i hans køreskole.
Krænkende snak, berøringer og upassende beskeder på sms og Messenger. Det var, hvad flere unge, kvindelige elever var udsat for sidste år i maj, da de tog køreundervisning hos en 56-årig nordjysk kørelærer.
Det fremgår af politiets anklager. Den 56-årige mand er tiltalt for blufærdighedskrænkelse, når han efter planen tirsdag tager plads på anklagebænken i Retten i Aalborg.
Ifølge anklageskriftet var et af ofrene en 17-årig pige, der var elev hos kørelæreren. Den 56-årige mand skrev flere beskeder til den unge pige efter undervisningen.
Skrev beskeder om natten
Både om dagen og om natten røg der adskillige beskeder afsted, fremgår det. Blandt andet skrev kørelæreren til pigen via Messenger.
Herunder er nogle af beskederne gengivet med kørelærerens ordlyd. TV2 Nord har gengivet dem efter anklageskriftet. Beskederne er derfor ikke nødvendigvis skrevet i følgende rækkefølge:
Ville have en sugarbabe
Kørelæreren er også tiltalt for at have krænket en kvindelig elev i 20-års alderen. Ifølge anklagerne fandt det også sted i maj sidste år under køretimer.
Her har han i forbindelse med køreundervisning blandt andet udtalt, at han godt kunne tage sig en sugarbabe, og ifølge anklagerne spurgte han den kvindelige elev, hvad hun gerne ville have i gaver, hvis hun var en sugarbabe.
Da hun var på vej ud ad bilen, tog kørelæreren desuden fat i den unge kvindes arm på en måde, som hun opfattede som kælende, og udtalte, at han ”virkelig havde hygget sig i hendes selskab”.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til tirsdag 10. maj klokken 9 til 15 i Retten i Aalborg. Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Det fremgår ikke før retssagens start, hvordan kørelæreren forholder sig til anklagerne, men det ventes at komme frem som noget af det første, når sagen begynder.
Anklagemyndigheden vil gå efter, at kørelæreren frakendes retten til at udøve virksomhed. Der kan også blive tale om erstatning.