60 studerende mangler akut bolig: Må bo på vandrerhjem

I Aalborg bor 60 studerende på vandrerhjem, mens de venter på en ledig studiebolig. Antallet er det laveste i mange år.

I slutningen af juli fik tusindvis af studerende besked om, at de var blevet optaget på en uddannelse i Aalborg. Og som altid medførte det rift om studieboligerne.

Knap to måneder efter beskeden tikkede ind, er der stadig 60 studerende, som akut mangler en bolig. De er derfor blevet indlogeret på et vandrerhjem som en del af Aalborg Kommunes ”tag over hovedet-garanti”, der sikrer de studerende et midlertidig hjem, mens de venter på et sted at bo.

- De 60 personer på vandrerhjemmet er det laveste tal i mange år, siger Michael Guldbæk Arentsen fra AKU-Aalborg, som står for kollegier og ungdomsboliger.

quote De 60 personer på vandrerhjemmet er det laveste tal i mange år.

Michael Guldbæk Arentsen, AKU-Aalborg

I alt står cirka 4800 personer på venteliste til en ny bolig. De fleste af dem har dog i forvejen et sted at bo, og er blot interesseret i at komme over i en anden bolig. De er dermed ikke boligløse som de 60 personer på den akutte venteliste.

I alt er der omkring 25.000 studerende i Aalborg, og en tredjedel af dem bor på kollegie eller i en ungdomsbolig. Ifølge AKU-Aalborg er der i løbet af de seneste seks år kommet yderligere 2000 kollege- og ungdomsboliger i Aalborg, og i alt er der 7.505 styk. Et tal, der fortsat vil stige. Samtidig har uddannelsesinstitutionerne et nogenlunde stabilt optag.

- Fortsætter udviklingen på samme måde i de næste år, vil antallet af nye studerende, der må starte deres tilværelse som studerende i Aalborg med at bo på Vandrerhjemmet, minimeres yderligere, lyder det fra Michael Guldbæk Arentsen fra AKU-Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland