62-årig cyklist dræbt i færdselsuheld i Aalborg

En 62-årig mand overlevede ikke et sammenstød med en lastbil fredag formiddag. De pårørende er underrettet.

Et alvorligt færdselsuheld i krydset ved  Vestre Fjordvej og Skydebanevej i Aalborg har fredag formiddag kostet en 62-årig mand livet.

Politiet modtog en alarm klokken 10.35 og rykkede med det samme ud til ulykkesstedet i det vestlige Aalborg, hvor en cyklist var blevet ramt af en lastbil. Fremme kunne politi og ambulance konstatere, at cyklisten var død af sammenstødet.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Elkjær, skriver i en pressemeddelelse, at den omkomne ikke er endeligt identificeret, men at det formodentlig drejer sig om en 62-årig mand fra Aalborg. De pårørende er underrettet, skriver han videre.

Politiet arbejdede på stedet indtil klokken 11.40, men har ikke kunnet finde eventuelle vidner til uheldet endnu. Derfor opfordrer de folk, der har set noget, til at henvende sig på telefon 114.

- Der gives ikke yderligere oplysninger indtil videre, skriver vagtchef Michael Elkjær.


Seneste nyt

fra Nordjylland