Foto: Per Frank Paulsen

65-årig bilist kørte 200 km/t – politiet lukkede Limfjordstunnelen

Kortvarigt var Limfjordstunnelen lukket fredag middag, da politiet skulle stoppe en fartdjævel. Hans bil er nu beslaglagt.

En 65-årig mand kørte med meget høj hastighed i nordgående retning på E45 fredag middag. Han overhalede alle på sin vej - og desværre for manden - også en patruljevogn.

Patruljen satte efter ham, men manden reagerede ikke på politiets signaler, og ville ikke holde ind til siden.

- Han kører cirka 200 kilometer i timen. Vi sender et par vogne mere ned efter ham, og eftersætter bilen, siger vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.

Det var nøje overvejet, om det var forsvarligt at lukke tunnelen og stoppe trafikken. Men jeg vurderede, at det var mere farligt, at han lå og kørte 200 km/t på motorvejen, end det ville være at lukke tunnelen ganske kortvarigt

Michael Elkjær, vagtchef, Nordjylalnds Politi

Politiet jagter den fartglade bilist fra Senhøj ved Støvring til Aalborg. Da bilisten nærmer sig tunnelen, beslutter politiet at lukke tunnelen for at stoppe manden.

- Det var nøje overvejet, om det var forsvarligt at lukke tunnelen og stoppe trafikken. Men jeg vurderede, at det var mere farligt, at han lå og kørte 200 km/t på motorvejen, end det ville være at lukke tunnelen ganske kortvarigt, siger vagtchef Michael Elkjær.

Manden, der er fra Fyn, har i øvrigt lavet samme nummer tidligere, fortæller politiet.

- Han har gjort det før, så vi beslaglægger også bilen. Han er dømt for at have kørt påvirket flere gange tidligere. Det kan vi se i vores systemer. Men denne gang tager vi bilen på grund af den høje fart, siger vagtchefen.

Han har gjort det før, så vi beslaglægger også bilen.

Michael Elkjær, vagtchef, Nordjylalnds Politi

Bilen som manden kørte i, en seks år gammel Volvo S60, ser han dermed ikke igen.

Limfjordstunnellen var kun lukket i et par minutter i forbindelse med aktionen.