73 fyret på Siemens: - Man kan ikke forberede sig på, hvordan det er

På Siemens Wind Power i Aalborg mødte medarbejderne torsdag eftermiddag ind til den første af to varslede fyringsrunder.

73 af i alt 150 varslede fyringer på Siemens Wind Power blev torsdag eftermiddag effektueret da medarbejderne mødte ind på arbejde.

En af de medarbejdere, der modtog en fyreseddel kort efter ankomsten var 51-årige Steen Martin Olsen fra Nørhalne.

- Uanset hvad, så kan man ikke forberede sig på, hvordan det er, når ens navn bliver råbt op og man får en fyreseddel, siger han.

De mange fyringer sker, fordi fabrikken gennem en længere periode har arbejdet på at effektivisere produktionen og reducere omkostningerne. Derfor har man behov for færre medarbejdere, og de 150 fyringer svarer til en reduktion i medarbejderstaben på syv procent.

- Det har været en hård dag, fortæller Thomas Fischer, fællestillidsmand på Siemens Windpower, Aalborg og fortsætter:

- Vi skal jo sige farvel til en masse kolleger, og det er ikke rart.

De 73 medarbejdere, der torsdag fik en fyreseddel  blev øjeblikkeligt fritstillet og forlod fabrikken i Aalborg.

- Sådan har det altid været og det er måske godt nok. Så skal ens kolleger ikke gå og se på sådan nogen tudefjæs, som os i en måned, siger Steen Martin Olsen.

Medarbejderne er opsagt pr. 1. februar. De resterende fyringer effektueres til 1. april.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland