74-årig mand dømt for at stikke sin kone ihjel

Drabsmand fra Aalborg er erklæret sindssyg, og er blevet idømt en behandlingsdom for drabet, der fandt sted sidste år.

En 74-årig mand var sindssyg i gerningsøjeblikket, da han i november sidste år stak sin kone ihjel på deres fælles bopæl i Aalborg.

Den 71-årige kvinde blev dræbt med flere knivstik.

Sagen var fredag for retten i Aalborg, hvor den 74-årige mand erkendte sig skyldig.

Både Retslægerådet og psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital har erklæret manden sindssyg - også i gerningsøjeblikket. Han blev derfor idømt en behandlingsdom på ubestemt tid.

- Han har forklaret, at samme dag som det sker, havde han og konen været på psykiatrisk sygehus, fordi han ville indlægges. Der mente man ikke, der var grundlag for at indlægge, så han blev sendt hjem igen for så at skulle gå til egen læge. Om natten ligger han og spekulerer, og kan ikke beslutte sig for, om han vil indlægges eller ej. Konen ville have, at han skulle indlægges, men det ville han ikke alligevel, og det er derfor han ender med at slå hende ihjel, siger politianklager Peter Rask.

Efter drabet ringede manden selv til politiet og fortalte, at han havde slået sin kone ihjel.

Parret havde været gift i over 50 år.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland