AaB-anfører: Tomme tribuner bliver en mental udfordring

AaB-spillerne er klar til at levere på grønsværen i morgen mod Lyngby, selv om der ikke er tilskuere på lægterne.

En kendt AaB-slagsang lyder: "Stadion kalder nu igen", men når AaB i morgen møder Lyngby, bliver det til et meget stille stadion. Der er nemlig adgang forbudt for publikummer grundet frygt for spredning af coronavirus. 

At AaB må undvære support fra deres fans er ifølge anfører Lukas Andersen en mental test i at holde sig motiveret.
- Når der er mange fans på lægterne, skaber det en fantastisk stemning. Men nu er det engang ikke anderledes, og så har man af at levere, siger Lukas Andersen.
 

Det gælder tre point
Selv om der ikke vil være fans til at give AaB-spillerne et ekstra skulderklap, så betyder det ikke, at spillerne vil gå mindre seriøst til opgaven. 
- Alle dem der kigger med hjemme i stuerne, kan lige så godt få god fodbold, som hvis de havde siddet på stadion. Når man er i den her branche, skal man levere hver eneste gang. Vi har stadig den samme målsætning og de samme ambitioner, uanset om der er folk derude eller ej. Det er de tre point, der tæller, og dem går vi benhårdt efter, siger Lukas Andersen.

Selv om spillerne tager visse forholdsregler for at undgå smitte, så vil Lukas Andersen ikke udelukke, at mål stadig bliver fejret med kram eller en bunke. 

Kampen begynder i morgen klokken 14 og kan ses på Eurosport 2

 

Se hele interviewet med Lukas Andersen her:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland