AaB-anfører: Vi har formået det vigtigste
Efter tre misbrugte matchbolde krævede det hjælp udefra, før AaB matematisk sikrede sig oprykningen til Superligaen.
Alle andre dage ville en søndagskamp mellem FC Fredericia og Kolding IF i NordicBet Ligaen ikke vække den store interesse i det nordjyske.
Men der var formentlig flere nordjyder end normalt, som fulgte slagets gang søndag eftermiddag. En overraskende 1-0-sejr til Kolding IF betød, at AaB nu er sikre på at slutte sæsonen på en af de to oprykningsgivende pladser.
Søndag aften samledes AaB-spillerne på stadion, hvor den stod på fest og fejring.
- Jeg er meget meget glad, lyder AaB-anfører Rasmus Thelanders første reaktion på oprykningen.
VIDEO: Se videoen herunder hvor spillerne bryder ud i sang og dans.
AaB har de seneste tre spillerunder ellers selv haft muligheden for at sikre oprykningen, men det er blevet til tre nederlag i streg, og holdet er uden sejr i de seneste seks kampe.
- De seneste par kampe har vi selvfølgelig ikke været tilfredse med, men inden sæsonen har vi haft et mål, og det har været at tage den her klub tilbage i Superligaen, og det har vi gjort. Det er det vigtigste, siger Rasmus Thelander.
VIDEO: Pizza, champagne og fadøl var på menuen søndag aften.
Selvom stemningen var god søndag aften, så har sæsonen budt på op- og nedture for aalborgenserne. Indledningsvist fik holdet massevis af sejre, mens det har haltet mere i forårssæsonen, hvor man skal tilbage til den 30. marts for at finde seneste sejr.
- Som alle ved, er der sket meget i den her klub. Der har været mange udskiftninger, nye trænere og sådan noget, så derfor står jeg også med en vis glæde, men også stolthed over, at vi stadigvæk har formået at få klubben tilbage i Superligaen, siger Thelander.
Endelig AaB …….
Der blev krammet, sunget SU-SU-Superliga og skålet med holdkammeraterne i AaB-pubben under tribunerne på Aalborg Portland Park, da AaB’s spillere én for én i løbet af aftenen kom forbi puppen til en hurtig improviseret oprykningsfest.
Og den fortsatte lang tid efter, at TV2 Nords reporter forlod festen, og måske sluttede den endda i Jomfru Ane Gade. Det ville angriber Mathias Jørgensen i hvert fald gerne prøve for første gang, udtalte han, mens han viste sin nye trøje frem, hvor der stod “Vi er tilbage i 3F Superligaen”.
Festens højdepunkt var, da spillerne forlod pubben for en kort bemærkning og i samlet trop stillede sig op i målet foran Vesttribunen og hyldede de mange trofaste fans, der har været så meget igennem her i foråret. Men de har altid bakket op om hele Nordjyllands hold, både hjemme, men så sandelig også på udebane. Så derfor var spillerne enige om at få taget et holdbillede og selvfølgelig brød de også ud i den kendte fan-sang “Vesttribunen hopper“ og sagde på den måde tak for støtten. Flot gestus fra spillerne.
Og der bliver brug for støtte igen, for om kort tid banker hold som FCK, Brøndby, og FC Midtjylland på porten ind til Aalborg Portland Park og byder AaB op til kamp. Og en ting er helt sikkert. AaB’s nye ejere skal ud og finde forstærkninger, og det skal være fra øverste hylde til alle tre kæder. Både vi på TV2 Nord og andre medier har været hårde i dommen over AaB’s dårlige spil her i oprykningsspillet, og kigger man på de sociale medier, har fansene absolut heller ikke været tilfredse.
Og det er berettiget, for spillet har ikke været overbevisende, og så har der været alt for meget forstyrrende postyr uden for banen med nye ejere, fyringer, en træner der rejser i utide og flere andre ting. Det skaber uro på alle linjer - også hos spillerne - der bliver presset af uroen
Men respekt for at spillerne trods det har fået point nok til oprykningen, og fortjent at de søndag aften kunne fejre det sammen, og at de så fredag i næste uge kan fejre det sammen med fansene.
VIDEO: Det var en glad Rasmus Thelander, som TV2 Nord fangede søndag aften til oprykningsfesten.