AaB delte med top seks-rivaler

Det lykkedes ikke AaB at hente ind på SønderjyskE i kampen om en plads i Superligaens top seks. Tirsdagens opgør mellem de to hold endte uafgjort.

AaB fik et enkelt point ud af anstrengelserne i tirsdagens Superliga-opgør mod SønderjyskE. Nordjyderne skulle på udebane i Haderslev forsøge at hente ind på sønderjyderne, som sidder på den sidste plads i top seks, der giver adgang til slutspillet.

Kampen endte 1-1, og der blev derfor ikke ændret på pointforskellen mellem de to hold.

Hjemmeholdet kom frem til kampens første chance efter fem minutters spil, da bolden dumpede ned i AaB's felt efter et hjørnespark. SønderjyskE's Pierre Kanstrup kom til afslutning, men Jakob Ahlmann blokerede skuddet.

Minuttet efter var Christian Bassogog på spil i den modsatte ende. Efter en god dribletur kom han frem til en fin chance, men det lykkedes ikke den camerounske angriber at få drejet bolden ind ved fjerneste stolpe.

AaB's målmand Nicolai Larsen gik efter ti minutters spil fejl af et indlæg, og det resulterede i en kaotisk situation i nordjydernes felt. Patrick Kristensen prikkede til bolden, hvorefter Nicolai Larsen samlede den op. Det betød, at dommeren tildelte hjemmeholdet et indirekte frispark få meter fra mål.

SønderjyskE prikkede bolden til venstrebacken Marc Dal Hende, som via AaB's Kasper Pedersen sendte bolden i nettet til en sønderjysk 1-0-føring.

AaB var mest i boldbesiddelse efter scoringen, men nordjyderne havde svært ved at tilspille sig helt åbne chancer. Derfor blev der ikke ændret på stillingen før pausen.

SønderjyskE kom bedst fra land i anden halvleg og fremtvang blandt andet flere hjørnespark. Det lykkedes AaB at afværge presset, og godt 20 minutter inde i halvlegen fik indskiftede Jannik Pohl testet Lukas Fernandes i værternes mål. AaB-angriberens forsøg fra en forholdsvis spids vinkel fandt dog ikke vej til nettet.

Få minutter senere blev Jakob Ahlmann nedlagt i SønderjyskE's felt og dommeren pegede på straffesparkspletten. Kasper Risgård var manden, der skulle forsøge at omsætte straffesparket til en udligning, og den rutinerede AaB'er var usvigeligt sikker fra ellevemeterpletten.

SønderjyskE var umiddelbart efter AaB's udligning tæt på at bringe sig foran med 2-1, men nordjyderne slap med skrækken og kunne efter 90 minutters spil sætte et enkelt point ind på kontoen.

Det betyder, at AaB stadig ligger på ottendepladsen i Superligaen med fem point op til SønderjyskE på sjettepladsen. Håbet om en plads i medaljeslutspillet lever altså stadig for nordjyderne, men der er altså stadig et hul på en håndfuld point, der skal lukkes i løbet af grundspillets sidste syv runder.


Seneste nyt

fra Nordjylland