AaB får ny målmand
Foto: AaB
Josip Posavec træner tirsdag med i AaB.
Tirsdag får AaB ny spiller i trøje nummer et. Det er kroatiske Josip Posavec, der fremover skal bære trøjen og fylde pladsen i målet ud.
Efter afskeden med målmand Jacob Rinne ved slutningen af sidste sæson, har der kun været gætterier på, hvem der skulle udfylde pladsen. Tirsdag er spørgsmålet blevet besvaret: Målet skal nu udfyldes af kroatiske Josip Posavec.
Den 26-årige keeper trækker allerede tirsdag i træningstøjet på AaB's baner. Han skal fremover bære trøje nummer et.
Nu kan jeg ikke vente med at komme i gang og bidrage til holdet med min erfaring og hårde arbejde
Josip Posavec
- En topmålmand
Josip Posavec har erfaring fra den italienske Serie A, hvor han spillede for Palermo FC, og fra det kroatiske U21-landshold.
- Josip anser vi som en topmålmand, og med sine allerede omkring 175 kampe på højt niveau bringer han også stor erfaring til vores hold, siger AaB’s sportschef Inge André Olsen.
Han fortæller, at Josip Posavec i september 2021 grundet en skade mistede sin plads på Hajduk Splits bedste mandskab, men udtrykker stor tiltro til den nye målmands evner:
- Hans egenskaber som målmand er ret komplette. Han er afstemt og modig i straffesparksfeltet, dygtig i redningsspillet og god med fødderne, og så har han både via vores referencer og i vores samtaler gjort et sympatisk indtryk som menneske.
Glæder sig
Den 190 centimeter høje keeper fortæller selv, at dialogen med AaB har stået på i halvanden måned, og at trænerne fra AaB har fulgt ham i en længere periode og ytret ønske om at få ham til Aalborg.
- Jeg glæder mig meget til at spille for AaB. Jeg har hørt mange gode ting om klubben og byen, og jeg vil gøre mit bedste hver dag for at hjælpe klubben og holdkammeraterne, og så håber jeg, at vi sammen kan opnå store ting, siger Josip Posavec og fortsætter:
- Nu kan jeg ikke vente med at komme i gang og bidrage til holdet med min erfaring og hårde arbejde.
Se interview med Josip Posavec og målmandstræner Poul Buus: