AaB forlænger kontrakt med Pohl til 2020
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Jannik Pohl bliver hos AaB fire år endnu.
Den 20-årige angriber med en fortid i Hjørring IF og GVL Løkken har skrevet under på endnu en kontrakt med AaB for de næste fire år.
Fast arbejde for hele Nordjyllands hold frem til den 30. juni 2020. Sådan lyder vilkårene nu for den 20-årige Jannik Pohl med rødder i Vendsyssel, som torsdag har skrevet under på en fire år lang kontrakt med AaB.
Pohl har været hos AaB, siden han som U14-spiller skiftede fra samarbejdsklubberne Hjørring IF og GVL Løkken. Og den talentfulde angriber er indtil videre noteret for 25 U-landskampe for Danmark.
Sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, er ikke i tvivl om gevinsterne ved at holde på Pohl fire år endnu.
- Jannik er en lynhurtig, arbejdsom og meget pågående og talentfuld angriber, der allerede i sit første seniorår gennemgik en god udvikling. Han er en spiller, som vi har stor tiltro til, men desværre har han fået første del af indeværende sæson ødelagt som følge af kyssesyge, fortæller Allan Gaarde.
- Heldigvis er Jannik langsomt ved at være tilbage i fulde omdrejninger, og vi er overbeviste om, at vi sammen kan forløse hans store potentiale. Med sin aggressive og fysiske stil vil de fleste bagkæder finde Jannik meget besværlig at spille overfor, og han er ekstrem dygtig til at time sine løb og er en angribertype, der ikke findes mange af, fortsætter sportsdirektøren.
Glæden ved det videre samarbejde er heldigvis gengæld hos Jannik Pohl:
- Med en forlængelse fire år frem viser AaB, at klubben tror på mig, og det betyder meget for mig. Før sommerferien nåede jeg at vise, at jeg kan begå mig i Alka Superligaen, og nu gælder det om at arbejde hårdt og fortsætte min udvikling, for selvfølgelig er min målsætning at tilkæmpe mig endnu mere spilletid så hurtigt som muligt, siger Jannik Pohl.
- Jeg er dog også bevidst om, at jeg skal bevare tålmodigheden, da vi har en stærk og spændende trup med en god blanding af unge og rutinerede spillere, men jeg er parat til at gribe chancen, fastslår Jannik Pohl.
Jannik Pohl er foreløbig noteret for 12 officielle kampe og tre scoringer for AaB, og i forbindelse med kontraktforlængelsen skifter angriberen trøjenummer fra 79 til nummer 9.
I den nuværende Superligatrup har 16 ud af 24 spillere – altså to tredjedele – spillet ungdomsfodbold i AaB.