AaB jagter hjemmesejr mod OB

Thomas Enevoldsen er tilbage i truppen, når AaB mandag aften mod OB skal forsøge at følge op på sidste weekends sejr i Randers.

AaB har sikret fire point i sæsonens to første kampe. Senest blev det til en fornem 1-0 sejr på udebane i Randers og nu er fokus rettet mod at hente den første hjemmesejr i sæsonen.

- Vi har i de første par kampe vist engagement, arbejdsraseri og periodevist godt spil, og vi har fremstået som den enhed, som vi igennem opstartsperioden har haft fokus på at opbygge, siger cheftræner Lars Søndergaard i en pressemeddelelse.

- Disse dyder skal vi bevare og bruge som fundament, og vi er bevidste om, at vi er et hold i udvikling, men derfor er målsætningen naturligvis til stadighed at vinde så mange kampe som muligt, konstaterer Lars Søndergaard.

AaB skal forsøge at få årets første hjemmesejr mod et OB-mandskab, der har fået en jævn start på sæsonen med uafgjorte resultater i de første to kampe. OB bliver styret fra sidelinjen af tidligere AaB-træner Kent Nielsen, mens tidligere forsvarsprofil i AaB, Kenneth Emil Petersen, sidder ude med karantæne for OB og dermed ikke kommer til at spille på sin gamle hjemmebane.

- Opgøret i morgen aften bliver en kamp mellem to hold med meget ens spillestil, og to mandskaber som gerne vil være i boldbesiddelse. Vi er således forberedt på, at det også vil kræve hårdt arbejde at erobre bolden, mens vi samtidig skal spille med præcision, tempo, energi og masser af bevægelse, når vi selv har teten, fortæller Lars Søndergaard.

- Der bliver givetvis tale om en underholdende og jævnbyrdig kamp mod et OB-mandskab med flere tidligere AaB’ere, og forhåbentlig kan den sædvanligvis stærke opbakning fra lægterne være med til at tippe tingene til vores fordel, lyder det fra cheftræneren, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 18 navne.

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 11 Nicklas Helenius, 14 Casper Sloth, 15 Gilli Rólantsson, 16 Magnus Christensen, 17 Christian Bassogog, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 25 Frederik Børsting, 29 Sebastian Grønning og 32 Kasper Pedersen.

Jannik Pohl og Bardhec Bytyqi er ikke tilgængelige til mandagens kamp.


Seneste nyt

fra Nordjylland