AaB kan skrive historie: - Lad os gøre det til en magisk dag
Udover Pokalfinalen torsdag står AaB stadig overfor nogle svære kampe i Superligaen.
Torsdag klokken 17.00 går det løs.
Det er årets pokalfinale, der skal spilles i Parken i København. Og her er dette års modstandere FC København og AaB.
- Lad os gøre det til en magisk dag i morgen for os som hold, men også som by og for fansene, lyder det fra Rasmus Thelander som i 2014 blev den helt store helt i pokalfinalen.
Pokalen står derovre, skal den med hjem til Aalborg i morgen?
- Det håber jeg. Det er en fantastisk mulighed og en fantastisk dag. Vi kommer her med et positivt syn på det. Så vi vil ud og prøve at præstere mod et ekstremt godt fodboldhold, men vi er klar til det, fortæller cheftræner Oscar Hiljemark, som kort forinden er blevet forlænget i sin rolle til 2027.
Parken i København er hjemmebane for netop FC København, men torsdag skal den agerere som hjemmebane for aalborgenserne teoretisk set. Om det er en fordel for løverne, at det er på vant græs, er dog ikke til at spå om ifølge cheftræneren.
- Åh, jeg håber og tror på, at spillerne føler, at det er en 50-50 kamp, når vi går ind i det. Hvilket det jo er med alle forberedelserne rundt omkring. Så vi skal bare spille en fodboldkamp, hvor vi spiller 90 minutter, og så vil vi se, hvem der er bedst i morgen, fortæller Oscar Hiljemark.
Pokalrus i Aalborg og Nordjylland
Der sker noget, når man træder ind på national stadion Parken i København, man tænker på alle de store oplevelser, man har set på TV med landsholdet, og man får lyst til at løbe ind på den lækre grønsvær og sparke til boldene, som i dagens anledning har fået trykt 'AaB - FCK 18-5 2023'.
Man kunne også fornemme på spillerne fra AaB, at de havde den samme fornemmelse, da de kom ind til den sidste træning inden pokalfinalen i morgen klokken 17.00. De var “ kåde”, mens de lavede små øvelser, og det er lige sådan, man skal have det før en af de største kampe i denne sæson - en pokalfinale i Parken.
Også Rasmus Thelander smilede over hele “femøren”, da jeg spurgte, om han kunne huske den sidste pokalfinale i 2014, hvor selv samme scorede to mål, og AaB med tømmermænd vandt 4-2 over netop FCK. - Tømmermænd fordi AaB ugen forinden var blevet danske mestre.
Og så kommer det med fornemmelsen igen, for tænk, hvis nu AaB igen slår FCK i en pokalfinale, og tænk nu, hvis AaB på søndag banker FC Midtjylland og Horsens, mens Lyngby taber. Så er det lige før, ugen bliver på højde med ugen i 2014, næsten...
Jeg glæder mig til i morgen, det bliver fantastisk at se alle de nordjyder og aalborgensere - næsten 15.000 plus det løse.
Som Lucas Andersen fortalte “Alle, jeg kender, skal over og se kampen, selv dem, der ikke går op i fodbold, skal se den” så han glæder sig også, og han kan måske blive en afgørende spiller i denne pokalfinale.
Og sikke en optakt til kampen AaB har fået.
Klubben har nemlig forlænget aftalen med den populære træner Oscar Hiljemark frem til 2027, som iøvrigt aldrig har vundet en pokalfinale, mens han spillede, og det er et populært valg, også når man spørger spillerne.
Når man skriver så lang en kontakt med en træner, så er det fordi, man tror på det, og jeg tror også, AaB vinder pokalfinalen i morgen, for AaB er inde i en god stime, og i en pokalfinale kan alt ske. Og så har AaB “hjemmebane”.
Mens AaB torsdag har blikket stift rettet mod pokalfinalen og muligheden for at kunne spille europæisk fodbold i næste sæson, så er kontrasten stor til fodboldklubbens sæson i Superligaen.
Her kæmper aalborgenserne nemlig for overlevelse.
Og selvom klubben på nuværende tidspunkt befinder sig over stregen med et point over Horsens, så er det ikke ensbetydende med, at nordjyderne er sikre - slet ikke.
Søndag møder AaB nemlig FC Midtjylland hjemme, og det er også et svært opgør, som spillerne står overfor.
- Vores tankegang siden aller første dag har været, at hver eneste kamp betyder meget, og det vil det også imorgen. Så pokalfinalen er egentlig bare en fantastisk mulighed for at komme ud og optræde foran et fyldt stadion og lave noget sammen og forhåbentlig skrive historie. Så vi glæder os, forsikrer cheftræner Oscar Hiljemark.