AaB med kæmpe millionunderskud: - Langt fra tilfredsstillende
Foto: Simon Hougaard
Indtægterne på kampdagene er dog steget en hel del.
Underskuddet følger dog forventninger.
De seneste års årsregnskaber har vist millionunderskud hos AaB, og det er der igen i 2023.
For 2023 lyder underskuddet på hele 34,4 millioner kroner, mens det lød på 15,8 millioner kroner i 2022. Det skriver AaB i en pressemeddelelse.
Resultatet rammer dog forventninger for 2023.
Nedrykningen til Nordicbet Ligaen har heller ikke hjulpet på regnskabet, hvor eksempelvis indtægterne fra samarbejds- og sponsoraftalerne er faldet med 4,1 millioner kroner i 2023 sammenlignet med året forinden.
- For AaB er dette naturligvis langt fra et tilfredsstillende resultat, men vi har sat gang i en positiv turnaround af forretningen og vores klub, hvilket er afgørende for at sikre, at AaB fremadrettet bliver en endnu større faktor inden for oplevelsesøkonomien, siger den nytiltrådte administrerende direktør i AaB, Michael Tuxen Bool.
Det er dog ikke kun helt dårlige ting, som årsregnskabet viser. Personaleomkostninger faldt - omend mindre end forventet, mens match-day indtægterne - som dækker over billetter merchandise, øl-salg med videre - steg med 5,8 millioner kroner til i alt 24,9 millioner kroner.
Fremadrettet forsøger AaB at vokse på de kommercielle indtægter, mens de forsøger at skabe en bæredygtig forretning, der igen kan skabe et konkurrencedygtigt hold i toppen af dansk fodbold.
For 2024 lyder forventninger til resultatet til at være på mellem minus 25 millioner kroner til 35 millioner kroner.