AaB ophæver kontrakten med Andreas Bruhn

Andreas Bruhn og AaB har ophævet kontrakten. Den 22-årige spiller siger, at han har brug for luftforandring.

Et halvt år før 22-årige Andreas Bruhns kontrakt med AaB skulle udløbe, har parterne besluttet at ophæve den.

- Andreas Bruhn har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid i den forgangne sæson, og derfor er vi blevet enige med ”Ando” om, at det bedste ville være at prøve noget nyt, udtaler sportsdirektør Allan Gaarde i en pressemeddelelse.

- ”Ando” har absolut et potentiale, som vi desværre ikke i fælleskab har fået forløst, men vi ønsker ham naturligvis al mulig held og lykke i sin fortsatte karriere, siger Allan Gaarde videre.

Andreas Bruhn kom til AaB fra samarbejdsklubben Støvring I.F. og har været en del af Superliga-klubben i tre år. Han har spillet 52 officielle kampe for klubben, og har lavet to mål.

- Jeg har været utrolig glad for mine tre år i Superligatruppen i AaB, hvor det selvfølgelig har været fedt at være en del af både et dansk mesterskab, en pokaltitel og de mange kampe i Europa.

- Det var heller ikke planen, at jeg skulle væk fra AaB, hvilket jeg også er ærgerlig over, men omvendt kan jeg mærke, at jeg har behov for noget luftforandring, så jeg kan få genstartet min karriere, siger Andreas Bruhn.

TV2 Nord har i programserien "Grønskollinger af guld" tegnet et portræt af netop Andreas Bruhn. Det kan du se nedenfor. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland