AaB rundede sæsonen af med sejr over mestrene
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det lykkedes AaB at vinde sæsonens sidste kamp, da nordjyderne på udebane slog de danske mestre fra FC Midtjylland. AaB-veteranen Patrick Kristensen fik dermed en fin afslutning på karrieren.
AaB sluttede søndag aften sæsonen af ved at spolere FC Midtjyllands mesterskabsfest i Herning. Værterne havde sikret sig det danske mesterskab flere runder før tid, men søndag aften skulle de have pokalen overrakt som de synlige bevis på, at de var det bedste hold i en corona-præget 2019/20-sæson.
De nordjyske gæster havde dog ikke i sinde at forære det midtjyske publikum en sejr til at skyde mesterskabsfejringen i gang med, så efter en overbevisende indsats vandt AaB med 2-1.
AaB-spillerne kunne dermed gå på sommerferie efter en lidt blandet sæson, hvor det blev til en femteplads i Superligaen samt finalenederlag i pokalturneringen.
Afskedskamp for flere spillere
For de fleste af spillerne på banen var kampen sæsonens sidste, men for Patrick Kristensen, som indledte kampen på AaB's bænk, var der tale om karrierens sidste 90 minutter, da han lægger støvlerne på hylden efter 15 år som professionel fodboldspiller i AaB.
Hjemmeholdet tog afsked med den finske midtbanespiller Tim Sparv og skiftede ham noget særpræget ud allerede efter tre minutters spil for at lade ham modtage publikums hyldest. Den 33-årige finne spillede afskedskamp for de danske mestre efter at have været i klubben siden 2014, og grunden til, at det netop var efter tre minutters spil, han blev skiftet ud, var, at han bærer nummer tre på trøjen.
Fejl satte AaB i gang
Det var AaB, der fodboldmæssigt kom bedst i gang, og i kampens 18. minut kunne gæsternes hollandske anfører Tom van Weert sparke nordjyderne foran, da han blev spillet fri tæt under mål af FC Midtjylland's Awer Mabil, som lavede en fejlaflevering.
Bare tre minutter senere lagde AaB endnu en dæmper på værternes mesterskabsfejring, da Patrick Olsen modtog bolden i feltet og sparkede den i nettet bag hjemmeholdets målmand Jesper Hansen til en nordjysk 2-0-føring, som også var stillingen ved pausen.
Mestrene kom bedre med efter pausen, og få minutter inde i anden halvleg begik AaB's Rasmus Thelander straffespark, da han nedlagde Sory Kaba. Brasilianske Evander sparkede usvigeligt sikkert bolden i mål og reducerede til 1-2.
AaB-veteran kom ind til afsked
Efter 68 minutter blev Patrick Kristensen skiftet ind til sin afskedskamp, og den 33-årige veteran var kun lige kommet på banen, da 19-årige Jeppe Pedersen var få centimeter fra at bringe AaB foran med 3-1. Jesper Hansen fik dog hånden på den unge AaB'ers afslutning, og med hjælp fra stolpen blev bolden holdt ude af hjemmeholdets mål.
Det blev ikke til ret mange højdepunkter i resten af kampen, hvor AaB-spillerne gerne ville have tiden til at gå, så de kunne gå på sommerferie med en sejr, mens FC Midtjylland-spillerne ventede på slutfløjtet, som samtidig ville markere starten fejringen af det tredje mesterskab i klubbens historie.
Det sluttede 2-1, og AaB'erne kunne glæde sig over en stærk sæsonafslutning, mens Patrick Kristensen kunne takke af efter 369 officielle kampe for AaB.