AaB sejrede i sidste testkamp før Superliga-premiere
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
AaB's Kasper Kusk scorede to gange i dagens testkamp mod Vendsyssel FF.
AaB var dominerende mod Vendsyssel FF i den sidste testkamp, inden Superligaen sparkes i gang igen.
Superligamandskabet fra AaB var tirsdag i aktion i den sidste testkamp, inden det for alvor går løs søndag i forårspremieren på udebane mod Silkeborg.
Dagens testmodstander var fra landets næstbedst række - nemlig Vendsyssel FF, der tog imod AaB på kunstgræsbanen ved Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.
AaB stillede op uden Jores Okore, Lukas Klitten og Kasper Pedersen, der alle var ukampdygtige.
AaB kom bedst fra start, og efter et par gode chancer bragte Kasper Kusk AaB foran med 1-0 i det 7. minut.
Superligamandskabet var dominerende i begyndelsen af 1. halvleg, og i det 16. minut scorede AaB's Lucas Andersen sikkert på straffespark til stillingen 2-0.
Vendsyssel FF kom bedre med i løbet af halvlegen, men Kasper Kusk bragte AaB foran med 3-0, hvilket også var stillingen ved pausen.
AaB kom bedst fra start i 2. halvleg, hvor blandt andre Lucas Andersen havde et godt forsøg, og Tom van Weert fik annulleret en scoring for offside, og i slutningen af 2. halvleg havde Frederik Børsting et par nærgående forsøg.
AaB's Rasmus Thelander fik midt i 2. halvleg det røde kort. Det fik dog ikke de store konsekvenser, for da der var tale om en testkamp, kunne AaB erstatte den udviste spiller, hvilket betød, at Andersen Bærtelsen kom på banen.
Der blev ikke scoret yderligere i kampen, så AaB fik med 3-0-sejren tanket selvtillid inden søndagens opgør mod Silkeborg.