AaB smed medaljemuligheden væk

Lukas Spalvis så rødt og har dermed spillet sidste kamp for AaB, som søndag tabte hjemme med 1-2 til Esbjerg.

AaB kom bagud mod Esbjerggenserne i kampens 13. minut, hvor Mick van Buren nettede for gæsterne.

Den stilling holdt frem til et kvarter inde i anden halvleg, hvor det endelig lykkedes for AaB og Thomas Enevoldsen, som flot tæmmede en aflevering og flugtede den i målet til udligning 1-1.

Men allerede i angrebet efter skete det, der ikke måtte ske. Den tidligere AaB-angriber Ronnie Schwartz skød et forholdsvis harmløst skud mod Nicolai Larsen, som droppede fælt til 1-2.

Til allersidst var der drama, da både Lukas Spalvis og Esbjergs Emil Lyng blev udvist for en batalje. Med den karantæne, der følger med det røde kort, har den litauiske angriber scoret det sidste mål og spillet den sidste kamp for AaB.

Med nederlaget røg også AaB’s chancer for medaljer i denne sæson. Taber Brøndby mandagens kamp mod Viborg og sætter point til i sidste runde mod Hobro, har AaB en lille chance for at slutte på fjerdepladsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland