Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Scanpix

AaB uden røde kort i hele 2017

For første gang siden 1988 er der gået et helt kalenderår, uden at AaB har fået en udvisning.

Er nordjyske fodboldspillere de bedste til at holde sig fra de ulovlige tacklinger og svinestreger på banen? Noget kunne i hvert fald tyde på det, for AaB er gået hele 2017 uden at have fået så meget som ét eneste rødt kort. Det skriver AaB på sin hjemmeside.

Det gør AaB til det eneste Superliga-hold, der har gået det forgangne kalenderår uden at have modtaget et rødt kort. 

Holdet ligger også nederst i antallet af karantænedage, da det kun er Jakob Ahlmann, der med sine fire advarsler i sæsonen har haft en karantænedag.

I antallet af strafpoint ligger AaB også lavest i tabellen med kun 136 point efter 29 advarsler. De to klubber med flest strafpoint i denne sæson er Lyngby Boldklub og Randers FC. Begge klubber har over dobbelt så mange strafpoint som AaB.

Et år helt uden udvisninger til AaB’s hold er ikke forekommet siden 1988. Dengang gik der hele 862 dage mellem to AaB-udvisninger. Fra 5. april 1987, hvor Ove Flint Bjerg så rødt, til 13. august 1989, da Søren Thorst blev sendt i omklædningsrummet før tid.

Den seneste AaB-udvisning fandt sted for halvandet år siden. Det skete 22. maj 2016, da Lukas Spalvis i 31. spillerunde blev vist ud af Mads Kristoffer-Kristoffersen.

Året med flest AaB-udvisninger var 1994. Her blev AaB ramt af seks røde kort. To til Jan Pedersen og et til både Henrik Madsen, Søren Thorst, Calle Facius og Ib Simonsen.