AaB - AGF: Den jyske klassiker - nu med mundbind

Bare 280 tilskuere havde i dag fået lov til at overvære kampen AaB-AGF, der endte 1-1.

Kampe mellem AaB og AGF har altid været betegnet som “den jyske klassiker” med op mod 10.000 tilskuere på tribunen. Denne søndag måtte der kun lukkes 280 tilskuere ind på Aalborg Portland Park, og de fremmødte tilskuere måtte alle bære mundbind, indtil de havde indtaget deres faste pladser på stadion.

AGF med den tidligere AaB spiller Patrick Olsen i startopstillingen var lige ved at overrumple hjemmeholdet i kampens allerførste angreb, Anders Grønbæk var helt alene med AaB’s målmand Jacob Rinne, der dog fik reddet bolden.

Lucas Andersen, der før kampen fik blomster for sin kamp nummer 100 for AaB, var tilbage i startopstillingen for hjemmeholdet efter sin lange skade, og det betød at Kasper Kusk måtte tage plads på bænken. Lucas Andersen var med i meget af AaB's opspil, da man fik lagt pres på AGF, men der skulle gå en halv time, inden AaB kom til den første store chance - Lucas Andersen spillede Frederik Børsting fri, men AGF forsvaret fik afværget i sidst øjeblik.

AGF tog føringen

Minuttet efter var Lucas Andersen tæt på at bringe sit hold foran på et direkte hjørnespark. AGF’ debuterende målmand Kamil Grabara gik helt galt af Lucas Andersens indadskruede hjørnespark men AGF målmanden slap med skrækken. 

Og bedst som hjemmeholdet pressede på for en scoring, begik AaB's forsvarsspiller Jores Okore et klodset straffespark. Kampens dommer måtte dog først have hjælp af det nye, meget omdiskuterede VAR system, og den viste straffespark til AGF, som Patrick Mortensen scorede på.

Frederik Børsting, AaB. 

Så ikke helt fortjent en 1-0 føring til AGF efter de første 45 minutter.

Anden halvleg var det gæsterne, der lagde pres på hjemmeholdet fra starten, og luften gik efterhånden ud af Lucas Andersen. Allerede efter knap 20 minutters spil overlod han pladsen til Tim Prica. AaB satte også Kasper Kusk på banen i stedet for Tom Van Weert. Men det var stadig gæsterne, der var farligst og havde flere nærgående forsøg.

Uafgjort

Men bedst som man sad og ventede på, at AGF ville lukke kampen med endnu et mål, slog AaB contra. Kasper Kusk fik prikket bolden mellem benene på en AGF forsvarsspiller til Frederik Børsting, der fra en spids vinkel fik scoret 1-1 efter 75 minutters spil.

Patrick Olsen, AGF. 

Minuttet efter kunne AaBs nye spiller Tim Prica havde blevet den helt store helt, efter han for nylig var skurken, da han fik det røde kort i udekampen mod Lyngby, men for helt åben mål sparkede Tim Prica forbi AGFs mål og stillingen var stadig 1-1. 

AaB lagde pres for AGF de sidste 10 minutter men uden dog at blive helt farlige og så sluttede "den store jyske klassiker" med mundbind uafgjort 1-1


Seneste nyt

fra Nordjylland