AaB vinder over Brøndby

AaB kom sejrrigt ud af mødet med Brøndby på hjemmebane søndag aften.

Foran 280 tilskuere på Aalborg Portland Park viste AaB søndag aften, at de stadig har noget af give af på trods af nederlaget i pokalfinalen.

40 minutter inde i kampen satte Frederik Børsting bolden i mål, og efter 69 minutter var der endnu en gang mål til hjemmeholdet, da Patrick Olsen scorede til 2-0.

Brøndby formåede aldrig at få bolden i nettet, og derfor var det AaB, der løb med sejren.

- Det eneste, vi manglede i dag, var folk på lægterne – så havde det været en rigtig god dag, siger AaBs cheftræner Jacob Friis.

Interview med Jacob Friis.

Cheftræneren ærgrer sig over, at AaB-mandskabet ikke leverede det samme niveau ved pokalfinalen.

- Det var ikke godt nok ved pokalfinalen, men man bliver nødt til at se fremad og tage ved lære af sine fejl. Spillerne viste i dag, at de ikke hang 72 timer tilbage i tiden – de havde glædet sig til kampen, siger Jacob Friis.

Målscorer Frederik Børsting er også glad for holdets præstation mod Brøndby.

- Specielt i første halvleg synes jeg, at vi gør alt rigtigt. Vi giver dem ikke ro, siger han.

- Målet er selvfølgelig prikken over i’et for mig – det har jeg manglet lidt, lyder det fra en glad Frederik Børsting.

Interview med Frederik Børsting.

AaB ligger på sjettepladsen i Superligaen.


Seneste nyt

fra Nordjylland