AaB vinder testkamp mod AGF
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
AaBs Oliver Klitten scorede mod AGF, og der blev også begået straffespark mod AaB-spilleren, et straffespark som Tom van Weert scorede på.
Det blev til en nordjysk 2-0 sejr mod AGF. Oliver Klitten var involveret i begge AaB-scoringerne.
AaBs superligaspillere var over middag i aktion i årets første testkamp, som fandt sted på udebane mod AGF på holdets træningsanlæg på Fredensvang.
Og nordjyderne kan være mest tilfredse med det opgør, da det blev til en 2-0 sejr.
Efter en halv times tid blev der begået straffespark mod Oliver Klitten, og Tom van Weert scorede til 1-0.
Og Oliver Klitten var få minutter efter i fokus igen, da han scorede til 2-0.
Efter pausen skiftede både AGF og AaB kraftigt ud i trupperne, og der blev ikke scoret flere mål i testkampen.
Næste testkamp for AaB er på søndag på udebane mod IFK Göteborg.
Superligaen sparkes for AaBs vedkommende i gang søndag 16. februar på udebane mod Silkeborg.