AaB vinder udsat pokalkamp

Den nordjyske Superliga-klub AaB vandt onsdag aften den udsatte pokalkamp mod HB Køge 3-0 på udebane.

Det udviklede sig til lidt af en pinlig affære, da AaB for godt en måned siden skulle have spillet pokalkamp mod HB Køge på udebane.

Kampen blev udsat fordi AaB’s spillertrøjer aldrig nåede til Sjælland på grund af et færdselsuheld, der lukkede Storebæltsbroen.

Det betød, at bilen med AaB’s kamptrøjer sat fast i trafikken på Fyn, mens spillerne var på stadion i Køge. Kamptrøjerne nåede aldrig frem, og derfor blev kamp udsat. Den gang til stor ærgrelse for HB Køges administrerende direktør, Per Rud.

- Med lidt mere smidighed havde vi løst det her. Jeg synes, det er en ærgerlig og unødvendig udgang. Vi har forsøgt at massere og plage AaB – uden held. Jeg beklager forløbet over for alle tilskuerne, sagde Per Rud for en måned siden, da kampen blev aflyst.

Onsdag aften kunne kampen endelig spilles, og her viste AaB sig som det stærkeste hold, da de vandt 3-0 mod HB Køge.

Efter 24 minutter bragte Oliver Abildgaard det nordjyske mandskab i front 1-0. En stilling der holdt helt til pausefløjtet. Derfor kunne AaB med ro i maven gå ud til anden halvleg i front.

I anden halvleg forsatte AaB det gode spil og efter 59 minutters spil kunne den norske midtbanespiller Iver Fossum bringe AaB foran 2-0. Iver Fossum kom til AaB i sommerens transfervindue og målet er nordmandens andet i AaB trøjen.

I weekenden fik den hollandske angriber Tom van Weert comeback efter en længere skadespause. I weekendens kamp viste han, at han stadig ved hvor målet står, da han scorede til 3-0 i AaB’s hjemmebanesejr over AC Horsens. På stadion i Køge onsdag aften kunne hollænderen endnu engang vise, at han ikke helt har glemt, hvordan man får netmaskerne til at blafre. Efter 86 minutters spil mod HB Køge gjorde Tom van Weert det til 3-0, som også endte med at blive kampen slutresultat.

Dermed er AaB klar til kvartfinalen i pokalturneringen, hvor modstanderen endnu engang kommer fra Sjælland, men denne gang i form sidste års danske mestre FCK.


Seneste nyt

fra Nordjylland