AaB ydmyget på egen bane foran 7000 tilskuere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Kampen mellem AaB og Silkeborg endte ikke godt for nordjyderne. TV2 Nords sportsreporter fulgte med fra Aalborg Portland Park.
AaB’s superligahold kom ned på jorden igen efter de i sidste weekend overraskende vandt på udebane 2-0 over FC Midtjylland.
Søndag viste måltavlen 1-4 på Aalborg Portland Park efter Silkeborg IF med en tidligere AaB-spiller i hovedrollen kom forbi og ydmygede AaB med 4-1 efter en fornærmende indsats af hjemmeholdet.
Gæster slog til
Især AaBs målmand fik en hovedrolle i nederlaget. Det startede ellers godt for Jacob Rinne, han havde flere store redninger i 1. halvleg, og takket været ham stod det 0-0 på måltavlen efter de første 45 minutter.
Og bedst som man troede, AaB ville komme buldrende frem i anden halvleg, slog gæsterne og den tidligere AaB-spiller Nicklas Helenuis til på sin gamle hjemmebane med fire mål på 12 minutter.
Først bragte Helenius Silkeborg foran på et fremragende hovedstød, dernæst scorede Nicklas Helenius sikkert på straffespark.
Sebastian Jørgensen gjorde det til 3-0 for Silkeborg, inden Helenius fuldbragte sit hat- trick med målet til 4-1 på en fadæse af AaB’s målmand Jacob Rinne.
Ny spiller pyntede
AaB’s nye spiler Kasper Høgh, der er kommet til fra Hobro, scorede i sin debutkamp for en uge siden. Og igen i dag kom Høgh atter på måltavlen, men han kunne kun pynte på resultatet.
AaB blev rundbarberet og Silkeborg vandt fortjent 4-1, mens AaB kom ned på jorden igen efter den flotte start på forårssæsonen i sidste weekend.
Nu venter en uge med selvransagelse over det store nederlag. Næste søndag venter endnu en hjemmekamp, når Vejle kommer på besøg.