Aage er sat på en mission: Skal få flere fra boligområde op af sofaen
Der skal mere fokus på sundhed i Aalborg Øst. Derfor er flere borgere sat på sagen.
Ét ben foran det andet og så munden på gled. Det er Aage Jacobsens taktik for at få flere i Aalborg Øst til gå en sundere livsstil i møde.
– Jeg håber, jeg kan få folk til at få en lidt bedre livsstil ved at komme ud at bevæge sig, få lidt bedre humør. Og det der når man er ude at røre sig lidt, det giver enormt meget velvære.
Det er nemlig ikke kun de ihærdige i fitnesscentrene, der higer efter en sundere livsstil.
Kan jeg gøre noget godt for mig selv, og få andre til også at opleve det, så har jeg opnået noget
Aage Jacobsen, sundhedsformidler
Det gør man også på borgernes vegne i Aalborg Kommune, hvorfor der nu er uddannet syv sundhedsformidlere, der gennem en borger-til-borger-indsats, har til formål at få flere i Aalborg Øst til at leve et sundere liv. En af de nye sundhedsformidlere er Aage Jacobsen, der inviterer folk med ud på gåture.
Derudover skal han og de øvrige uddannede sundhedsformidlere på kommunens vegne få flere til at opsøge lægen, hvis det bliver nødvendigt og i det hele taget leve et mere aktivt liv.
Og for Aage Jacobsen, der selv er førtidspensionist med en nedslidt ryg, har gåture vist sig at være en vej til velvære, han gerne vil dele med andre.
– Kan jeg gøre noget godt for mig selv, og få andre til også at opleve det, så har jeg opnået noget.
En af de fremmødte denne torsdag formiddag er 76-årige Jette Jensen, som mener, at initiativet helt klart vil være til gavn for beboerne i området.
– Det giver mig en god energi. Og frisk luft hver dag og nogle gode venner at gå sammen med. Og det betyder rigtig meget, siger hun.
Flere af slagsen på vej
Projektet med sundhedsformidlerne i Aalborg Kommune er sat i gang af Steno Diabetes Center Nordjylland, Center for Sundhedsfremme og Kvarterværkstedet i Aalborg Kommune og Den boligsociale helhedsplan i Løvvangen og Øst i Centrum.
– For det første vil vi rigtig gerne have sundhed på dagsordenen herude i boligområdet. Det er der jo allerede, men vi vil gerne have endnu mere fokus på det og nå ud til endnu flere mennesker, end sundhedsprofessionelle gør i dag, siger Susanne Søndergaard, der er koordinator for sundhedsformidlerne i Øst i Centrum.
Projektet er en ny forsøgsordning i kommunen, og planen er, at der skal komme flere sundhedsformidlere i byen. De vil enten blive udpeget eller kan tilkendegive sin interesse, hvorefter de vil komme på et uddannelsesforløb, der ruster dem til at guide sine medborgere i kommunens forskellige sundhedstilbud.
– Vi kan se i dag, der allerede kommer nye mennesker med, og det gør i hvert fald, at jeg tænker, at det her kommer til at blive godt fremadrettet, siger Susanne Søndergaard.
Der er forskellige tilgange til, hvordan sundhedsformidlerne vil trænge igennem til beboerne i området. Aage Jacobsens metode er gåture og snak, og han bærer det håb, at hans gåture kan gøre gavn for nogle af bydelens beboere.
– Jeg har fået at vide, at jeg er rimelig god til og har rimelig let ved at få kontakt til folk, jeg har snakket med, og hvis det er det, der skal til for, at man kan få en afslappet snak og få noget socialt ind over, samtidig med den gode oplevelse ved at komme ud og gøre noget godt for ens krop ved at gå, så er det jo det, man skal, siger han.
Aage Jacobsen går ture hver tirsdag klokken 16.30 og torsdag klokken 10 med afgang fra Trekanten ved Astrupstien i Aalborg Øst.