Aalborg: Flygtninge uden job får nej til bolig
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Hos Aalborg Kommune får flygtninge på overførselsindkomst nej til at flytte ind i boliger. På trods af, at boligen bare står tom.
For at undgå ghettodannelse har Aalborg Kommune taget radikale midler i brug. Flygtninge på overførselsindkomst får nej til at flytte ind i Vanggårdens afdeling 8 i Aalborg Øst. Også selvom det betyder, at lejligheden må stå tom. Det skriver Ugebladet A4.
Aalborg centrum er den bydel, der er fundet flest boliger til flygtninge. Men i perioden 2014- januar 2016 er 75 nytilkomne flygtninge dog flyttet til Aalborg Øst. Flygtninge i kommunen søger typisk hen, hvor der bor mange indvandrere. Hver ottende flygtning har siden 2014 fået bolig i Aalborg Øst, som er det postnummer i Nordjylland med flest indvandrere. De fleste boliger er dog midlertidige.
Hvis de boligsøgende flygtninge får afslag på at flytte ind, er det op til dem selv at finde en anden bolig. Men hvis ikke det lykkes inden for et halvt år, træder kommunen til og hjælper. Indtil videre har kommunen i 60 tilfælde måtte hjælpe med at finde anden bolig, fordi der blev givet afslag på at flytte ind i Vanggarden.
Det viser en rundringning, som Ugebrevet A4 har foretaget.
- Det er det muliges kunst at finde ledige boliger. Der er store familieboliger i Aalborg Øst,« oplyser konsulent i Familie og Beskæftigelsesafdelingen, Gurli Fuglsang Joensen til Ugebrevet A4.
Men det kan altså være svært at at finde boliger til alle i de områder, byrådet ønsker.
- Der er ikke mange små billige boliger, og mange der gerne vil have fat i dem, siger Gurli Fuglsang Joensen til Ugebrevet A4.