Læsø viser VM-form: Aalborg Håndbold går på juleferie med sejr
Foto: Henning Bagger Ritzau Scanpix
Arkivfoto
Efter en svingende december måned i Håndboldligaen sørgede Aalborg Håndbold for at slutte året af med manér, da tirsdag aften blev til en sejr over Sønderjyske på 37-31.
2020 har været et særdeles interessant år for Aalborg Håndbold. I denne sæson har det nordjyske mandskab i store dele af sæsonen indtaget førstepladsen i Håndboldligaen, og ydermere har holdet leveret fantastiske præstationer i Champions League. Kulminationen på Champions League-eventyret kom, da Aalborg Håndbold, stik mod alle odds, slog håndboldmastodonten Veszprem.
Tirsdag hed modstanderen i stedet Sønderjyske, og det var heller ikke nogen nem opgave. I store dele af første halvleg var opgøret meget lige, men mod slutningen trak Aalborg Håndbold fra.
Ustoppelige Læsø scorer mål på samlebånd
Forspringet kom Sønderjyske aldrig i nærheden af at indhente. Særligt én Aalborg-spiller havde de blå-hvide fra Sønderjylland ikke opskriften på at stoppe. Nikolaj Læsø tog sagen i egen hånd i anden halvleg, og han kanonerede det ene mål ind efter det andet bag en fortvivlet Sønderjyske-keeper.
Ved stillingen 32-26 sprang venstrebacken for Aalborg Håndbold atter engang op og skød bolden i mål, og det fik den rasende Sønderjyskes træner Jan Pytlick til at tage sin sidste timeout. Lige lidt hjalp det.
Kort efter steg Læsø til vejrs og skød sit 10. mål i netmaskerne. Aalborg-backen er for nyligt blevet udtaget til den danske VM-trup, og landstræner Nikolaj Jacobsen må slikke sig om munden ovenpå tirsdagens indsats, der i høj grad viste, at det hårdtskydende Aalborg-es er i VM-form.
Aalborg Håndbold vandt 37-31, og det betyder, at de slutter året af på andenpladsen. Førerholdet GOG snuppede en udesejr på 33-31 over TMS Ringsted.
Foruden Nikolaj Læsø bliver Aalborg Håndbold også repræsenteret af Magnus Saugstrup og Henrik Møllgaard til VM i januar, der spilles i Egypten. Møllgard var også storspillende, og han bidrag med hele seks mål i kampen.